Det var et PR-scoop for den kinesiske mejeriproducent, Mengniu Dairy, da selskabet indgik en milliardaftale med den dansk-svenske mejerigigant Arla Foods i forbindelse med Kinas præsident Hu Jintaos visit til Danmark i juni, men mange kinesere undrede sig samtidig:
Hvorfor ville Arla sætte sit eget omdømme på spil ved at spendere 1,7 mia. kr. på at blive indirekte medejer af Mengniu og dermed give det kinesiske selskab sit blå stempel?
Arla trådte nemlig lige ind i et minefelt, da det knyttede bånd med en af de kinesiske virksomheder, der lægges mest for had af kinesiske forbrugere.
Det skriver Dagbladet Information
På internettet spurgte nogle kinesere direkte, om de i Arla var blevet ‘sindssyge’, skriver Information.
Mengniu har et særdeles blakket ry, efter det har solgt mælk med kemikaliet melamin og andre farlige giftstoffer. Det har ført til flere kampagner for boykot af Mengniu.
Selskabets anseelse er blevet så ringe, at det i slutningen af sidste år – efter en ny skandale – blev brugt som et skældsord. ”Jeg håber, hele din familie drikker Mengniu”, blev det nye udtryk til at forbande andre.
Information