Arla vil i år bruge 2,2 milliarder kroner på nye investeringer, og mere end halvdelen af pengene skal bruges i Danmark. Det har mejerikoncernens bestyrelse vedtaget.
Milliarderne skal bruges på at styrke Arlas produktion og eksport fra Europa til vækstmarkeder uden for kontinentet, oplyser koncernen. Selskabet har en ambition om at fordoble eksporten af mejeriprodukter til vækstmarkeder såsom Rusland og Kina frem mod 2017. Samtidig har Arla en målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 25 procent inden 2020.
Uden for Danmark bliver der investeret flest penge i projekter i Storbritannien, hvor der i alt skal bruges 384 millioner kroner. Arla har 67 mejerier rundt i verden og regner med at nå en omsætning på 79 milliarder kroner i 2014.
/ritzau/