Gældskrisen i landbruget får nu mejerigiganten Arla Foods til at støtte sine pressede andelshavere ved at hæve efterbetalingen til 10,7 øre pr. kilo mælk. Det er en af de største efterbetalinger i selskabets historie. Den er dog sammen med en lavere omsætning med til at presse Arla-indtjeningen ned på 2,14 kroner pr. kilo andelshavermælk mod rekordhøje 2,82 i 2008. Dengang lød efterbetalingen på bare 2,2 øre pr. kilo mælk.
– Den økonomiske krise påvirkede Arlas omsætning og betød, at vi måtte sætte mælkeprisen til andelshaverne markant ned. 2009 var et voldsomt hårdt år for vores ejere, og en Arla-indtjening på 2,14 kroner er ikke godt nok, siger Arla Foods’ administrerende direktør Peder Tuborgh.
Arlas omsætning faldt sidste år 3,2 milliarder kroner til samlet 46,2 milliarder i 2009 hårdt presset af ugunstige valutakurser i den svenske krone og det britiske pund. Dermed rykker koncernen den forkerte vej i forhold til sin Strategi 2015, der tilskriver, at andelsselskabet skal omsætte for cirka 75 milliarder i 2015. En stærk slutspurt hen mod slutningen af året var dog med til at hjælpe Arla frem. Således steg industripriserne på mælk i sidste kvartal, ligesom effekterne af Arlas rekordstore spareprogram slog mere igennem. Arla Foods’ årsresultat endte på 971 millioner kroner, hvilket var 71 millioner over det ventede resultat.
Børsen side 9.