I går fremlagde Arla en spareplan på cirka én milliard kroner, hvilket blandt andet betød fyring af godt 300 medarbejdere. Og heller ikke Arlas danske marketingafdeling undgår at mærke til spareplanen.
Det fortæller marketingdirektør Jesper Friis.
– Vi skal spare på pengene, og vi skal prioritere vores markedsføringsindsats. Det bliver særligt vores udviklingsprojekter, der nedprioriteres. Normalt bruger vi mange penge på nylanceringer hvert eneste år. Her skal vi være meget mere fokuserede, og vi satser på færre og mere sikre produkter, siger Jesper Friis, der ikke ønsker at fortælle, hvor meget hans afdeling skal spare.
– Jeg regner dog ikke med, at forbrugerne kommer til mærke, at vi skærer ned. Vi tror ikke på salami-metoden, hvor man skærer lidt over det hele. Vi har sat nogle ting på standby, men vi fortsætter med at køre på vores kerneprodukter. Jeg er ikke så pessimistisk, siger Jesper Friis.
Arla har i et stykke tid været i gang med en brandingproces, der forventes at skabe synergier, hvilket igen skulle effektivisere mejeriets markedsføring.