Mejerigiganten Arla sætter nye rekorder. Omsætningen i 2013 steg med næsten 17 pct. til 73,6 mia. kr., mens nettoresultatet endte på 2,2 mia. kr. mod under 2 mia. kr. året før.

Nøgletal nummer ét i det landmandsejede selskab – indtjeningen pr. kilo mælk – steg fra 2,71 kr. pr. kg. mælk til hele 3,06 kr. pr. kg., og mængden af mælk, som Arla har modtaget fra sine leverandører – ejere – gik op fra 7,5 mia. kg. til 9,5 mia. kg.

Det oplyser selskabet her til morgen. Det endelige regnskab fremlægges senere.

Arla forklarer fremgangen i 2013 med især en styrket forretning på de europæiske hovedmarkeder samt en markant fremgang på vækstmarkerne uden for EU – samt, ikke mindst, prisstigninger på råvaren mælk på grund af stærkt stigende efterspørgsel i især Kina.

borsen.dk