Sidste år vandt Partners Idéprisen for Mazda og i år for Grøn Tuborg med en kampagne på 6 reklamefilm. Glæden over priserne er stor hos Partners – og hos den kreative direktør Henrik Juul, der som medlem af Arnold juryen sad over, da Idéprisen skulle findes.
– Selvfølgelig er det positivt at vinde, siger Henrik Juul, og som medlem af juryen ved jeg jo også, at der var en hel del gode film med i år. Så det at vinde, er som at klare sig igennem nåleøjet, og det skal man da helt klart være glad for.

TIDSåNDEN
Hvorfor Partners har det med at løbe med priserne, forklarer Henrik Juul med, at man hos Partners er gode til at ramme tidsånden.
– Vi er ikke helt vildt foran markedet, men vi arbejder med stor respekt for ideer, der kan gøre vore kunders produkter personlige for modtageren, og forsøger altså at ramme plet i nuet. Hvis man skal lave appelerende reklame, handler det om at gøre modtageren glad, ikke afsenderen. Hvis modtageren kan lide historien, smitter det jo af på afsenderen, men det modsatte er sjældent tilfældet, fortæller Henrik Juul, der samtidig også erkender, at den type reklamefilm ikke har mange chancer internationalt.
– Det er vi ret ligeglade med, sålænge vi producerer film til Danmark for danske kunder. At en dansk film ikke kan begå sig i Cannes er jo ikke det samme som at sige, at det ikke er en god idé. Vi kommer nu engang fra et meget lille sprogområde, og den type dialogfilm som Grøn Tuborg-reklamerne er, har ingen chancer hos en udenlandsk jury, derfor sender vi dem heller ikke afsted til for eksempel Cannes Lions.

FORTSæTTELSE FøLGER
De 6 reklamefilm for Grøn Tuborg er ikke det sidste vi har set til Zlatko Buric bag disken. Henrik Juul lover, at der er lagt op til et varmt efterår og forår, hvor endnu flere kendte og måske også mere ukendte personligheder vil komme ind i kiosken.
– Temaet med Zlatko Buric, som indvandrer bag disken i en kiosk, er måske vovet og up-to-date, men det er jo ikke nogen voldsom stor ide. Grundideen, og det meget anderledes ved filmene er jo, at man fører andre figurer ind i reklamefilmene. Vi har i første omgang brugt figurer, som er benyttet i forbindelse med vores andre kunder, og dernæst personer fra en anden verden som Søs og Kirsten fra “Kongeriget“.
Hvad de fremtidige film for Grøn Tuborg vil byde på af kendte og ukendte personer vil Henrik Juul dog ikke ud med, kun at man i den næste film vil møde endnu en person, som kommer fra en helt anden verden, end reklameverdenen.

(foto MF16, side 14 (B?) – CD 143-144-145)