For godt tyve år siden fik Wiibroe Bryggeri den idé at lave en Årgangsøl, og i 1989 kom den første på markedet.
For at gøre flasken og oplevelsen anderledes, bad man dengang en kunstner om at designe etiketten.
Og det har man gjort lige siden.
Netop nu er det tredje årti med Wiibroe Årgangsøl sat i gang med offentliggørelsen af den nye etiket for 2009 – kreeret af billedkunstneren Per Arnoldi.
Han skriver sig ind i en perlerække af kendte danske kunstnere, blandt andre Per Kirkeby, Robert Jacobsen, Kurt Trampedach og Lin Utzon, der har udarbejdet etiketten.
Men også musikere som Johnny Reimar, Lars H.U.G. og Kasper Eistrup fra Kashmir har været blandt etiketkunstnerne.
Wiibroes salgschef Per Sørensen siger:
– Med Årgangsøl nr. 21 holder vi fast på vores unikke kendetegn – etiketten, der viser et kunstværk. Og det gør vi med manér.
– Vi vil jo gerne fastholde, at Wiibroe Årgangsøl også fremover er et samlerobjekt, så vi er utrolig glade for, at Per Arnoldi har villet indskrive sig i rækken af danske kunstnere, som har bidraget til at gøre Wiibroes Årgangsøl til noget specielt. Maleriet er for mig en typisk Arnoldi, og det glæder mig at vide, at den smukke etiket kommer til at pryde mange middagsborde, fortsætter han.
For yderligere at markere sammenhængen mellem Wiibroe Årgangsøl og dansk kunst og kultur har bryggeriet samlet malerier, skitser og forlag til etiketter i en ny udstilling, ”20 års årgangskunst”, der netop er åbnet på Toldkammeret i Helsingør.