Aros Aarhus Kunstmuseum har i samarbejde med MEC Access, der er specialister i sponsor- og eventmarkedsføring, fået kortlagt sine målgrupper.
Denne gang ud fra et emotionelt perspektiv, frem for traditionelle demografiske beskrivelser.
Med tal fra Kulturarvsstyrelsen, har MEC Access således skabt et både mere tydeligt og præcist billede af tre kernemålgrupper. Udelukkende baseret på museets faktiske besøgstal.
Siden åbningen tilbage i 2007, har kunstmuseet haft et succesfuldt samarbejde med sine 110 sponsorer fra erhvervslivet, hvor Vestas og Jyllands-Posten er museets to hovedsponsorer.
Ifølge business-chef, Jette Rendbøll har museet kunne tilbyde noget andet end de velkendte sponsorpakker og har valgt at bryde med en tradionel fastlåst sponsorstruktur.
– Aros Kunstmuseum er jo et rum for inspiration og refleksion. Vi har haft mulighed for at skabe store oplevelser i eksklusive omgivelser, og vi har gjort os attraktive for erhvervslivet, ved at kunne samle nogle spændende mennesker og tilbyde dem et unikt netværk, siger hun.
Museets sponsorstrategi har hidtil været målrettet business to business, men successen med at aktivere sponsorater i nogle unikke omgivelser, vil Jette Rendbøll gerne kunne overføre til business to consumer samt til børn og unge. Alene børn og unge udgør 100.000 af museets årlige 225.000 gæster, som i år forventes at stige til 400.000 gæster, efter dørene i maj måned blev slået op til Olafur Eliassons regnbue, som udgør en strategisk platform, placeret på taget af museumsbygningen.
MEC Access lavet nogle konkrete målgruppebeskrivelser, som er fremkommet ved at omsætte museets valide besøgstal til Index Danmark-tal og igen overført til Gallup Kompas. Udover børn og unge, blev målgrupperne defineret som storbymennesker, som udgør 30 procent og ”det grå guld”, som udgør 55 procent af det samlede besøgsantal. Derudover er det værd at være opmærksom på, at 70 procent af museets gæster er kvinder.
Med stærkere indsigt i målgruppen, føler Jette Rendbøll, at hun har fået værktøj, der gør hende bedre i stand til at skabe et værdifællesskab mellem målgruppen og konkrete brands.
– Det at kunne sætte billede, adfærd og følelser på en vores målgruppe, betyder principielt, at vi er i stand til at give adgang til en nøje afgrænset målgruppe og kreere en oplevelse, der både tilgodeser målgruppen og de enkelte sponsorer, fortæller Jette Rendbøll.
Jonas Langhoff, client director fra MEC Access, er også godt tilfreds med samarbejdet.
– Det er glædeligt at se den kulturændring, der i disse år finder sted hos flere store sponsorudbydere. Potentialet er langt større og langt flere udbydere vil kunne skabe totaloplevelser, både før, under og efter en begivenhed, hvis målet om involvering og udbredelse bliver bedre opfyldt. Uanset om det er inden for sport, kultur, musik, humanitær fundraising eller offentlige institutioner, er der større mulighed for at ramme præcist ved at gøre brug af indsigt, siger han.
Han mener, at det er afgørende, at udbyderne har et indgående kendskab til deres målgruppe, og ved, hvad der specifikt motiverer og driver deres publikum.
– Hvilke kanaler og platforme, er eksempelvis til rådighed, så sponsoren kan aktivere sin målgruppe? Hos MEC Access har vi hjulpet flere udbydere og sponsorer med belyse, hvordan de skaber større værdi for både sponsor og udbyder, ved at se på adfærd, interesser og medievaner for specifikke målgrupper. Der opstår muligheder for at skabe individuelle konceptløsninger i samarbejde mellem sponsorerne og udbyderne, som herved aktiverer sponsorernes tilstedeværelse før, under og efter begivenheden, siger Jonas Langhoff.
Et af de tiltag, som museet arbejder på at få implementeret, er mere digital kommunikation og formidling af kunst. Ifølge Jette Rendbøll vil det være oplagt at have en samarbejdspartner, som ønsker at være en del af museets tætte kreds af samarbejdspartnere, som udover Aros Art Club, bestående af 110 erhvervsvirksomheder, omfatter 22 Aros Ambassadører fra erhvervslivets top, Aros Klubben med 14.000 medlemmer og Aros 27 med 1.500 medlemmer, som primært er studerende fra smilets by.