Nordens førende assistanceorganisation SOS International har per 15. januar 2008 underskrevet en købsaftale om at erhverve 100 pct. af aktierne i Euro-Alarm A/S fra If P&C, skriver SOS i en pressemeddelelse.
Med købet af Euro-Alarm føjer SOS 90 ansatte og 70 mio. kr. til sine i forvejen 400 medarbejdere og lidt over 700 mio.kr. store omsætning.
– Euro-Alarms forretning ligner i høj grad SOS’. Vi forventer således at se synergier på mange funktionsområder som for eksempel vores 24/7 bemanding, medicinske og tekniske netværk samt IT-systemer, udtaler SOS’ adm. direktør Bo Uggerhøj.
Euro Alarms primære forretningsområde er person- og bilassistance. Alarmcentralen er på kort tid handlet to gange, men har før da haft en lang fortid som del af Europæiske-koncernen.
Imidlertid blev alarmcentralen kort før jul solgt til If, som konsekvens af, at Europæiske tabte storkunden ”det gule kort” – i form af den offentlige rejsesygesikring – til netop SOS International. Derved mistede Euro-Alarm i ét hug mellem en tredjedel og en fjerdedel af deres sagsmængde.
camt