Rolig nu. Det er langt fra sikkert, at jeg mener det, jeg skriver. Man har vel lov at hengive sig til tanke-experimenter, og desuden er det altid forfriskende at få smækket nogle upopulære problemstillinger lige i smasken. Eftersom det er vedtaget statsreligion, at atomkraft er ondskab, kræver det en del mod at gå imod correctnessog argumentere for en revurdering af den kraftkilde, som vi alle elsker at hade. De følgende iagttagelser kan inspirere bureauer og agenturer, der før eller siden bliver sat til at vende atomtankestrømmen på en varsom måde.
Hvis vi skruer tiden fyrretyve år tilbage, ser vi sort/hvide fotos af alvorlige mænd og kvinder i duffelcoats i færd med at marchere fra Holbæk til København i protest mod kernevåbenmagterne USA og USSR og Danmarks lunkne forebehold mod stationering af atombombebærende raketter. Atomdødsangste unge fandt et fællesskab. Hiroshima, mon amour. Kampagnen formåede at skabe opinion, skønt Statsradiofonien boykottede begivenheden. Energien, som udsprang af erfaringerne med store manifestationer udviklede sig til et ungdomsoprør. Supermagterne skruede ned for atomtruslen, som i dag kommer fra andre lande og burde give anledning til ny bekymring.
Atomdemonstranterne fra 1961 bar skilte med formuleringer som JA TIL DEN FREDELIGE UDNYTTELSE AF ATOMENERGIEN. Dengang var den nye kraftkilde en del af visionen om den højteknologiske udvikling, og staten nedsatte en atomenergikommission (1955-1976), der etablerede forsøgsstationen Risø ved Roskilde Fjord. Her kunne danske videnskabsmænd øve sig på en mini-reaktor, mens planlæggerne udpegede velegnede byggegrunde.
I løbet af 1970erne opstod Organisationen til Oplysning om Atomkraft og især dens risici. Sverige havde taktløst anbragt en tikkende atombombe tæt på København, og der var problemer med atomaffaldet. OOA fik fremgang, og drømmene om en dansk atomenergiforsyning blev lagt i soveposen. Naboerne til de planerede værker kunne atter ånde lettet op.
For 15 år siden indtraf katastrofen på det sovjetiske kernekraftværk i Tjernobyl. Et voldsomt antal stråleofre og vidtrækkende spredning af radioaktivt støv viste, at det er alvor, og at den gammeldags konstruktion er sikkerhedsmæssig utilstrækkelig. Begivenheden var utvivlsomt en af pindene til den kiste, hvori Sovjetunionen blev begravet i 1991. For vore hjemlige kommunister var Tjernobyl et rent granatchok. Længe havde de nemlig prædiket, at det kun var den kapitalistiske og dermed profitmaximerende udnyttelse af kerne-energien, der var ond, hvorimod atomindustrien i Paradislandene stod under folkelig kontrol og derfor aldrig kunne skade mennesker eller miljø.
Bortset fra, at svenskerne har anfægtelser ved at skille sig af helt med Barsebäck, er der forholdsvis roligt i atomfeltet. Danmark er gjort til atomfri zone, både når det gælder kraft og krig. I Vesttyskland vender demonstranterne sig mod transporten af atomaffaldet, og deres bekymringer deles af mange tyskere. Men regeringserklæringerne om værkernes bortskaffelse er upræcise. Vore nabolande og den union, hvoraf vi er medlem, opererer fortsat med denne energiressource, og værkerne er i kraft af computerstyring blevet endnu sikrere. Værre står det til med Tjernobyl-kopier i de baltiske lande og Rusland.
Nu springer bomben: Atomkraft giver ingen CO²-udledning.Her er vi ved en anden statsreligion, Kyoto-kirken. Nu er det én gang for alle vedtaget, at de få procent af kuldioxyd-udledningen, som skyldes menneskelig foretagsomhed, er afgørende for en forventet klimaændring – lad os bare sige Jordens undergang – om 50 eller 100 år. Hvis vindmøller og atomkraft blev kombineret, kunne vi undgå den voldsomme CO²-emission og dermed leve op til vort (selvindbildte) internationale ry som foregangsland.
Vi skal nedbringe afbrændingen af olie og kul. Men skal vi også reducere energiforbruget i et sådant omfang, at samfundets hjul løber langsommere? Nulvækst er næppe fremtidens løsen. Hvis vi nu fik sikker atomkraft fra Siemens eller en anden pålidelig leverandør, kunne det måske klare nogle af de miljøproblemer, hvis existens vi har vedtaget. Kan bølgen vendes?
Miljøaktivismen er i vidt omfang overgået til firmaet Greenpeace, som havde sin finest houri forbindelse med de franske atombombe-forsøg på Muroroa-øerne i 1993. Greenpeace kunne spille en ny rolle ved at gå imod de uberegnelige atomvåbenbesiddere så som Pakistan, Indien og Israel – og samtidig anbefale a-kraft som et middel mod CO² og en dynamo for underudviklede lande med et ufatteligt behov for elektricitet.
Nej, nej – jeg siger ikke, at det ville være den rigtige eller mest hensigtsmæssige løsning, og så er der terroristerne, som kan finde på at detonere den slags installationer – jeg har bare en fornemmelse af, at emnet kan komme på dagsordenen, og at nogle aktører indenfor industrien vil kunne se perspektivet i at påvirke meningsmaskineriet. På længere sigt er det vel også EU-kommissionen, der afgør Danmarks fremtidige energipolitik, og så må vi rigtignok vise os solidariske og tage vores del af risikoen.