Unge Markus fra Aabenraa mener at vide, at ”pension er et sted, hvor de gamle kan hygge sig, så de ikke behøver at rende og lege udenfor med de unge og blive forpustet, og alt muligt.”

Og Isack på 4½ år fra Nykøbing Falster er overbevist om, at ”pension er, når man laver selskab, og drikker te af fine kopper.”

Pensionskæmpen ATP har hen over sommeren bedt piger og drenge fra hele landet om at forklare ord som pension, pensionister og pensionsselskaber – og filmet deres mange sjove, overraskende – og også tankevækkende svar.

Filmene er led i en større kampagneindsats fra ATP for at afskaffe pensionsvolapyk og gøre det indviklede enkelt, og ud over børnenes guldkorn omfatter kampagnen også sitet pensionforalle.dkhvor det danske pensionssystem forklares, så det er til at forstå, ligesom der er en pensionsvolapyk-ordbog, hvor man kan slå alle de svære pensionsord op.

Vigtigt, men uforståeligt

Og noget tyder på, at der er behov for ”højtlæsning for dværge”: Analyseinstituttet Nielsen har således netop gennemført en undersøgelse (for ATP) af, hvad danskerne forbinder med ordet pension.

Den viser, at danskerne først og fremmest finder pension betydningsfuldt (57 pct.) og fornuftigt (57 pct.) – men også uoverskueligt (36 pct.) og svært at forstå (35 pct.)
Og når vi skal vurdere det sprog, banker og pensionskasser bruger om pension, bliver resultatet: Svært at forstå (43 pct.) og forvirrende (38 pct.).


Og netop det med ”svært at forstå” har været blandt de indsigter, reklamebureauet Hjaltelin Stahl har taget udgangspunkt i, forklarer Account Director Lea Kragh Fogh:

– Pension er ofte svært at forstå og er, på trods af vigtigheden, et lavinteresse område for de fleste af os. Ved at lade børn reflektere over pensionsbegreber i kampagnen, får vi afdramatiseret tingene på en sjov, sympatisk og charmerende måde. I vores verden er det det kreative greb, der skal få de voksne til at reflektere over deres egen pension og forhåbentlig gøre sig klogere på emnet, siger hun og tilføjer: 

– Grebet gør vores kampagne sjov, men den er ikke for sjovs skyld. Vi italesætter et problem, som er alvorligt, men vi gør det med et glimt i øjet.

Og det er da også en charmerende flok børneforklaringer, man møder i filmene – ikke færre end 29 styk er der kreeret.

Én af pigerne kan fx huske, at hun har været til et pensionsselskab – en anden vil gerne invitere sine forældre til sådan et selskab – og andre mener, at pension er til for, ”at man kan få ro til hovedet – og bedre huske det, man har lært”.


Nyd et par af de herlige unger herunder – og se alle filmene på ATP’s YouTube-kanal.

Jeg har været til et pensionsselskab med min gamle lærer

Jeg har været på pension et par gange hos min farmor

Man skal være medlem af en kommune