Reklamebureauet Hjaltelin Stahl og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) vil gøre op med pensions-volapyk. Det sker bl.a. i en ny kampagne, hvor ambitionen er at gøre det indviklede pensionsstof enkelt.

Første kampagnefremstød – for der kommer flere – sker i et årligt brev til de 903.644 modtagere af ATP-pensionen, der udsendes i disse dage. Her tilbyder ATP at hjælpe med viden og redskaber til at få overblik samt forståelse af pension ved hjælp af ATP’s pensionsguide.

Her vil man blandt andet kunne slå op i ATP’s nye ordbog for pensions-volapyk og se en film om det danske pensionssystem.

ATP’s profileringschef Gitte Matzen – der bl.a. tidligere har været Marketing Manager hos Irma og Nordic Marketing Manager for Unilever – fortæller om kampagnen i en pressemeddelelse.

– Vi benytter det årlige brev til omkring 900.000 pensionister til at informere om den viden og de værktøjer, vi stiller til rådighed på hjemmesidenVores ambition er at gøre danskerne klogere på pension, så de kan træffe kvalificerede valg om pension – uanset hvor de er i livet, lyder det.

ATP vil i 2014 i yderligere kampagner bekæmpe pensions-volapyk.

 

Lidt facts om pensions-volapyk:

Analysebureauet Nielsen har for ATP i år gennemført en undersøgelse af, hvad danskerne forbinder med ordet pension. Undersøgelsen viste, at danskerne først og fremmest finder pension betydningsfuldt (60 pct.) og fornuftigt (57 pct.) Når danskerne skal vurdere det sprog, banker og pensionskasser bruger om pension, bliver resultatet: Uoverskueligt (37 pct.) og svært at forstå (41 pct.)