Fra nytår skifter Canon Danmark direktør, idet Henrik Møller-Christensen vender tilbage efter fem år på Canons europæiske hovedkontor i London som ansvarlig for Services & Support for EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika).
Henrik Møller-Christensen var i en årrække fra 1988 – 1995 ansat hos Hewlett-Packard A/S, hvor han endte som nordisk ansvarlig for design, salg og implementering af netværksbaserede systemløsninger. Henrik Møller-Christensen havde i øvrigt haft flere jobs i den danske IT-branche, bl.a. hos Regnecentralen og Christian Rovsing, inden han i 1998 blev hentet til Canon Danmark (dengang Bruhn A/S) for at skabe fornyelse og vækst inden for værdiskabende kundeydelser. Henriks indsats på dette område gjorde, at han allerede i 2001 blev tilbudt dette ansvarsområde på europæisk plan.
Direktørskiftet betyder, at Canon Danmarks administrerende direktør gennem de sidste to år, svenske Robert Westin, ligeledes fra 1. januar nu kan koncentrere sin indsats omkring Canon Sverige, hvor han fortsætter som administrerende direktør efter i to år at have delt sin tid ligeligt mellem de to lande.