Den australske sundhedskampagne, der i løbet af de sidste tre år har fået tusindvis af danske mænd til at indsamle midler til kampen mod kræft via deres overskæg, rammer snart Danmark igen, og Movember kan allerede nu offentliggøre de to første, danske ambassadører: De to musikere og rappere Kaka og Pharfar.

Begge har valgt at donere deres overlæber til den vigtige sag. En donation, de håber deres fans kvitterer for ved at gøre dem kunsten efter.

Pharfar har kendt til Movember nogle år og mener selv, det er på tide, han tager aktiv del:

– Jeg synes, at vi alle sammen har en forpligtelse til at støtte op om en god sag. Og for os er kombinationen af, at man har det ret sjovt, mens man støtter et godt formål, ret vigtigt. Jeg tror i hvert fald, at det bliver sjovt for andre at se på, siger han og bakkes op af Kaka, der godt er klar over, at han nok kommer til at kæmpe lidt med skægvæksten:

– Jeg er jo ikke ligefrem kendt for at have en kæmpe skægvækst, men jeg tror sgu, jeg kommer til at stå rimelig skarp, lyder det fra den unge rapper.

Vil bryde mænds tavshed

Sidste år deltog mere end 12.000 danskere i kampen, og sammen indsamlede de over 2,5 millioner kroner.

Og at Kaka og Pharfar er to af de første ambassadører, der melder sig under Movemberfanen, er et stærkt signal at sende til de mange unge mænd, som nu kan se deres rap-idoler gå forrest i kampen for at sætte mænds sundhed på læberne, mener den danske talsperson for Movember, Mike Nybroe.

Desværre er mænd nemlig generelt dårlige til at reagere eller tale med nogen om deres helbred, selvom de har mistanke om, at noget er galt, og det er bl.a. den tavshed, Movember gerne vil bryde gennem overskægget.

– De fleste, der er med i Movember, er nødt til at forklare, hvorfor de render rundt og ser sådan ud – og dermed skabes automatisk en snak om Movember, om hvad det står for og om mænds sundhed. Gennem Movember bliver det mere ”legalt” at tale om de her ting, hvilket er rigtig vigtigt, siger han – der selv hvert år i november lader sit fuldskæg falde og gror sig en skovsnegl.  

Vil du være med er reglerne enkle: Opret en profil på movember.com, start glatbarberet den 1. november, gro et overskæg hele måneden – og få din famille, venner og bekendte til at donere penge til dit overskæg.

Om Movember

– Movember er en sammentrækning af ordet Mo (australsk slang for overskæg) og november.

– De første Movember-overskæg voksede i Australien i 2003.

– I perioden op til den 1. november tilmelder mændene (Mo Bros) sig på movember.com med glatbarberet ansigt og i løbet af måneden anlægges et elegant overskæg. Ved at bede venner og familie om donationer samles der måneden igennem penge ind.

– Den danske kampagne slutter 29. november med en stor gallafest på RUST i København.

– De midler, der rejses i Danmark, bruges til danske forskningsprojekter inden for prostata- og testikelkræft. Movember har nedsat en særlig dansk komite, der ledes af M.D. Andreas Røder fra Københavns Universitetshospital, til at rådgive om, hvordan midlerne fordeles.