Den planlagte auktion blandt tv-stationer over dagbladenes tv-program oversigter ser ud til at smuldre. Efter at udbudsmaterialet er sendt ud lyder den klare melding fra alle de danske stationer, at auktionen kommer til at foregå uden dem. Dermed vil 90 pct. af seningen i Danmark ikke være en del af auktionen.
Adm. dir. Anders Kronborg, Berlingske Tidende, siger, at hvis ingen byder, så bliver hele projektet selvfølgelig ikke til noget.
Hvad så hvis 90 pct. af seningen ikke er med?
– Så må vi overveje situationen, siger Anders Kronborg.
Meldingerne fra DR, TV2, TvDanmark og TV3 er samstemmende og klare. Markedsføring har talt med tv-direktør Jørgen Ramskov, DR, programplanchef Anne Engdal Stig Christensen, TV2, adm. dir. Jørgen Madsen, TV3, og adm. dir. Henrik Ravn, TvDanmark, og de meddeler alle, at de ikke vil deltage i auktionen.
Argumentationen er også temmelig ens. De betragter tv-program oversigterne som en service til dagbladenes læsere, og vil dagbladene ikke have oversigterne, så skal de nok finde andre veje til at få budskabet ud. Men de er også alle forundrede over udspillet.
– Jeg ser det faktisk sådan, at vi har haft et samarbejde. Og pludselig uden varsel får vi at vide, at vi skal betale. Det er en form, der minder om at få sat en pistol for brystet, siger Henrik Ravn. Han ser således udspillet som en prøveballon.
Jørgen Madsen siger, at det ligger fast, at TV3 ikke byder, og peger på, at dagbladene heller skulle koncentrere sig om at udvikle deres annonceprodukter.
– De har større chance for at få nogle flere penge fra os, hvis de udvikler nogle gode annoncekoncepter til os, siger Jørgen Madsen. fin