I fjor modtog danske Autobutler, der formidler værkstedsreparationer over nettet, en millioninvestering fra den franske bilgigant bag bl.a. Peugeot og Citroën, PSA, og nu bruges en del af pengene på en større kampagne.
Her er målet krystalklart: Nemlig at 50.000 danskere i løbet af de næste tre måneder skal hente tilbud på værkstedsreparation via et af de 500 værksteder, der er godkendt på portalen.
Kampagnen, der gik i luften den 4. september, formidler først og fremmest budskabet via videoer med almindelige bilejere, som fortæller om deres egne erfaringer med at bruge en værkstedsportal på nettet.
– Vores koncept med skriftlige garantier og udførlige jobbeskrivelser har givet en høj grad af tilfredshed hos bilejerne. Næsten 10.000 kunder har bedømt vores service hos Trustpilot med en samlet vurdering på 9 ud af 10, lyder det fra Brian Steger, Autobutlers globale marketingchef.
– Herudover har 70.000 bilejere drysset stjerner ud over værkstederne på autobutler.dk. Vi er derfor glade for at kunne give mikrofonen til nogle almindelige bilejere, som fortæller om deres oplevelser, fortsætter han.
Målgruppen udvides
Hidtil har værkstedsportalen placeret sig som bannerfører og ekspert på nye digitale medier, men de bilejere, der i dag besøger autobutler.dk, er i højere grad almindelige bilejere, som ikke nødvendigvis er storforbruger af digitale tjenester.
– Det er ikke længere kun de såkaldte first-movers, der bruger online services som vores. Hovedparten af vores kunder er nu helt almindelige bilejere, som udelukkende bruger os, fordi vi gør det nemmere at finde og bestille et lokalt værksted i nærheden.
– Autobutler.dk er især blevet kendt for at tilbyde bilejere at sammenligne mellem tre forskellige tilbud, men en stigende gruppe kunder efterspørger faste priser. Derfor har vi i forbindelse med kampagnen lanceret faste priser på en række værkstedsydelser, hvor bilejeren kan sammenligne både afstand og bedømmelser, slutter Brian Steger.
Kampagnen kører på TV og alle digitale kanaler, og bag den står Autobutler selv i samarbejde med mediebureauet MEC, mens Shoot Happens har stået for video produktionen.
MEC ser frem til fusion
Hos MEC er Autobutler i øvrigt den seneste af en række nye kunder vundet i pitches, og det luner før den forestående januar-fusion med GroupM-søsterbureauet Maxus, hvor man bliver til Wavemaker.
– Vi er stolte over tilliden fra Autobutler og begejstrede for mulighederne i samarbejdet. Der er tale om en utrolig interessant virksomhed med rødder i start-up-miljøet, store ambitioner og en spændende digital forretningsmodel. Det sætter store krav til os som mediabureaupartner i den rådgivning, vi yder om alt fra forbrugerindsigter, mediastrategi og -indkøb samt kunderejser, siger Claus Enggaard, Chief Client Officer hos MEC.