Det går så godt for den danske bilauktion Autocom.dk, at den europæiske ekspansion skal fortsætte til Storbritannien, hvor der netop er åbnet en auktion under det internationale Autorola-navn på adressen www.autorola.co.uk. Indtil den britiske auktion kan stå på egne ben i et lokalt kontor, deler det britiske kundecenter imidlertid lokaler med det danske, så de erfarne danske medarbejdere kan hjælpe med at uddanne de britiske.
– Vi startede fra bunden i Danmark og byggede auktionen op til den succes, som den er i dag. Det har givet os nogle værdifulde erfaringer, som vil komme vores britiske auktion til gode, siger direktør Peter Grøftehauge, der ejer bilauktionen sammen med sin bror Martin Grøftehauge.
Foreløbigt er der ansat tre britiske fuldtidsmedarbejdere til den britiske auktion.