Nu varer det næppe længe, før en dansk politiker søger at profilere sig på krav om restriktioner overfor automobilbranchens markedsføring. I den monotone opinionskamp mellem virkelig og postuleret ondskab og godhed er automobilet havnet i den forkerte kategori, hvor også tobaksrygning befinder sig. Snart vil automobilaktier få samme negative status i pensionskasser, hvor medlemmerne forlanger etiske investeringer. Nå, det betyder ikke så meget i Danmark, hvor bilindustrien kulminerede i 1920’erne med Triangel las1tbilerne fra Ths. B. Thrige i Odense. Et overlevende og mobilt eksemplar tilhører Tuborg.
Nationen synes opdelt i to grupper af trafikanter, de bilende og de ubilende. Sidstnævnte gruppe forekommer mest aggressiv; ved hjælp af statslige propagandakroner produceres argumenter for autoriseret chikane af dem, der med et hånligt udtryk kaldes “privatbilisterne“ (tæt beslægtet med 1970’er hadebetegnelsen “ligusterfascist“). Disse egoistiske individualister antages at tilhøre en grusom religion eller ideologi, der af de gode defineres som “bilismen“. Vi har endnu til gode at høre om “privatcyklister“ eller “cyklismen“ for ikke at tale om de unævnelige pedalfascister..
Ude i trafikken kan disse ideologiske modsætninger antage en farlig konfrontativ karakter. Normalt opdeler man i “bløde“ og “hårde“ trafikanter, men det vil være mere nuanceret at skelne mellem fodgængere, cyklister og chauffører. Cyklismen er ikke underkastet særlige begrænsninger, fx hastighedsgrænser eller krav om forsikring og nummerplader. En antiautoritær eller snarere autonom cyklismestil er under udvikling, en grænseoverskridende udvidelse af hele det offentlige rum. Ekspropriationen af fortov, gågader og fodgængerfelter supportes kvantitativt af det pudsige stykke legetøj for dagdrivere og turister, der insisterer på at være “bycykler“, og som i internationale sammenhænge foregiver at være et transportmiddel, der sparer CO²-udslip osv. osv.
Godhedens færdselister slår konstant og bastant på, at trafikken har antaget et helt uantageligt omfang, men glemmer at gøre opmærksom på, at bilsalget er for nedadgående, hvilket set udfra deres væksthæmmende holdeplads turde være en positiv nyhed. Her fra nytår steg benzinafgiften med 12 øre “som led i Pinsepakken“, og det er en betydningsfuld delsejr for de talrige forskere og deres råd, nævn, kommissioner og udvalg, hvor bilbomber er en del af et humanistisk projekt, maskeret som videnskab med det noble formål at frelse menneskeheden. Denne auto-monotomi i form af en endeløs strøm af “nyhedshistorier“ i morgen- og radioaviser bekræfter, at propaganda kræver overdrivelse og gentagelse.
Man kan sagtens kombinere forskellige trafik-tankeretninger, således at man er 85% bilhader og 15% tilhænger (dog på visse regulerede betingelser). Bilerne skal helt ud af byen, og folk skal benytte den kollektive trafik (“kollektiv“ er et karakteristisk 1970’er modeord og grundlæggende positivt ladet). Under udførelse af u-landstjeneste i Zimbabwe kan det være nødvendigt med en flåde af Land-Rovere, og i øvrigt var Citroën 2CV O.K. Man kan også skifte ham på fem minutter, når man forvandles fra bilfører til fodgænger.
Bilerne bruger mindre og renere brændstof, men heller ikke denne positive oplysning synes at anfægte den selvbestaltede miljøforening NOAH, der støttet af tipsmidlerne driver en propagandacentral til bilernes bortskaffelse. Måske hedder det autofobi.
Sandsynligvis vil der i løbet af det nye år blive fremsat forslag om begrænsning af automobilavertering. Le ikke, NOAH-aktivisterne (igen et positivt ord) anmelder jævnligt Ford, Mercedes og Skoda til Modhage-Jørgensen for at forherlige illegale egenskaber ved deres modeller, fx hastigheden. Det er jo heller ikke tilladt at reklamere for våben. De unge mænd vildføres af skrupelløse fabrikanter af mordvåben på fire hjul, og man må i humanismens navn give dem nogle sundere interesser end at fræse rundt i en 13 år gammel BMW 323 med 300 watt højttalereffekt.
Vi er altså i den ejendommelige situation, at den majoritet af befolkningen, der er selvtransporterende, lader sig hundse med af en minoritet, som ser verden gennem motorbriller og betragter enhver trafik-kø som en passende straf for hele den ondsindede livsholdning, der lyser ud af de hadefulde privatbilisters øjne. Måske trænger de ligefrem til afvænning på offentlige anstalter; det kunne en vaks journalist sikkert lokke trafikminister Buksti til at gå ind for.
Det er også troen på bilernes ondskab, der skaber en fastlåst takstsituation på Øresund. Folk skal tage toget og lade privatbilen stå hjemme foran ligusteren. Ganske vist har de betalt tre gange prisen, men det kommer ikke sagen ved. Biler er skatte- og hadeobjekter, og det er O.K. at lufte sin godhed ved at udmale bilisternes ondskab. Enhver, der siger imod, placerer sig på det ondes side og går derfor ind for trafikdrab, miljøødelæggelse og den nedrigste af alle slette egenskaber, egoismen, den kollektive humanistiske idealismes modpol.