For første gang har et stort international mediehus valgt at sætte Steve Jobs & Co’s allestedsnærværende iTunes Store uden for døren.
Den anerkendte finansavis Financial Times har netop lanceret en web-baseret app til smartphones, som fx iPhone, og tablets, som fx iPad, som brugerne kan hente og installere direkte.
Det vil sige uden at gå via Apples iTunes Store eller for den sags skyld Googles Android Market.
En række mediehuse har længe været utilfredse med, at Apple ikke har villet dele oplysninger om identitet og adfærd hos de brugere, som hidtil har downloadet mediernes applikationer via iTunes – og det er så det, Financial Times nu tager konsekvensen af med den nye applikation.
Ifølge INMA, The International Newsmedia Marketing Association, er netop de direkte relationer til brugerne altafgørende for medierne, og John Ridding, der er direktør i Financial Times siger, at det nye initiativ ikke handler om Apple, men om at give læserne en sammenhængende oplevelse.
Avisens ledelse siger, at man ikke har planer om at trække sig fra de forskellige app-stores, men man opfordrer naturligvis alligevel læserne til at benytte sig af den nye applikation, som lige nu markedsføres med en uges gratis adgang til artiklerne.
Analytikere mener ifølge avisen, at tendensen godt kan gå hen og brede sig, men at Financial Times trods alt har en særlig status, og at mange mindre medier derfor næppe vil kunne benytte sig af samme model.
Financial Times har i mange år taget betaling for dele af sit digitale indhold og har i dag omkring 224.000 digitale abonnenter.