Sinovel og Goldwin, to hastigt voksende kinesiske vindmølleproducenter, er i gang med at undersøge muligheden for et købstilbud på den kriseramte vindgigant Vestas, skriver Ritzau.
Et muligt køb besværliggøres dog af Vestas’ brogede sammensætning af ejerkredsen.
Selvom den lave aktiekurs gør et opkøb attraktivt, er Vestas dog ikke det letteste selskab at gennemføre et køb af. Per 29. februar havde selskabet 181.000 navnenoterede aktionærer, som sad på 93 pct. af aktiekapitalen, hvoraf de 45 pct. vurderes at være på udenlandske hænder. Samtidig vurderer en anden kilde, at et opkøb vil kræve deltagelse fra den statslige kinesiske investeringsfond, CIC, for at løfte den finansielle byrde ved et køb.
Ritzau