Det nye år kan starte dystert for medarbejderne i verdens næststørste bureausammenslutning WPP Group.
Den britiske avis The Observer citerer en anonym insiderkilde, der mener at vide, at flere tusinde medarbejder står til at blive fyret i Vesteuropa og Nordamerika.
Kilden fortæller, at hos de bureauer, hvor medarbejderlønningerne udgør mere end 60 procent af bureauindtægten, vil der komme fyringer.
Samlet er op til 10 procent af medarbejderne i farezonen. Rygterne kommer blandt andnet i kølvandet på WPP-gruppens ansættelsesstop i efteråret.
Brand Republic kan dog citere en anden anonym kilde, der betegner rygterne om massefyringer som “vrøvl”.
WPP har verden over mere end 100.000 ansatte blandt andet i reklamebureauer som Ogilvy, Halbye Kaag JWT og Wunderman, samt mediebureauer som Mindshare, Mediaedge:cia og Mediacom.
ac