Det ligner Titanic på vej mod isbjerget. De amerikanske aviser har tabt 11 pct. af oplaget i årets første ni måneder og ligger nu på et niveau, der svarer til oplagene i 50’erne. Særlig hårdt er det gået ud over USA Today (-17 pct.), og New York-tabloiderne New York Post (-14 pct.) og New York Daily News (-19 pct.).
På annoncefronten ser det om muligt endnu værre ud. Omsætningen i år er indtil videre faldet med 28 pct., og det skal ses efter et 2008, hvor annonceindtjeningen faldt med 17 pct. De fleste mediehuse har i samme periode forsøgt at spare sig ud af problemerne ved at skære 20 pct. i omkostningerne, men det batter som en skrædder i helvede.
– Selv hvis Titanic var kommet sikkert i havn i New York, ville den alligevel være dømt til undergang.12 år tidligere havde brødrene Wright nemlig opfundet flyet, mener Arthur Sulzberger, topchef hos New York Times.
Det kan godt være, at printmedierne ikke går ned med mand og mus, men det trykte dagblad skal finde sig en mere beskeden niche i en digital verden, hvis den vil overleve. Kun den amerikanske erhvervsbibel Wall Street Journal vokser og har nu rundet de to millioner i oplag, hvilket gør Rupert Murdochs stjerne til USAs største avis.
Børsen Mediemarked side 35.