Et argument, der som oftest er ubrugeligt, men som ikke desto mindre forekommer hyppigt i den offentlige debat, er “at tænk, nu hvis alle gjorde sådan og sådan”. Ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at dersom alle læste lige så mange aviser som mig, ville enhver klynken over dagspressens krise være overflødig. Faktisk er jeg i en risikogruppe, der af kommunikationskosmologer kan udpeges som “newsaholics”. Fra morgen til kvæld lader vi os bestorme af nyhedsredaktioner, der opererer på papir, skærm eller i radio. Vi bliver rastløse, hvis der hengår halve og hele timer uden nyheder.

Aviser er blevet dyre. Det vakte stor opmærksomhed, da aviserne omkring 1967 steg til ‚n krone, jeg mener at kunne huske, at et månedsabonnement på Politiken kostede 12 eller 18 kroner omkring 1959, da mine fremsynede forældre forærede mig et sådant til min 12 års fødselsdag. Nu løber en søndagsavis op i 15 kroner, den papirtynde Weekendavisen er steget til 26 kr. uden at markedet har reageret voldsomt.

At pløje sig igennem en lille halv snes dagblade (Ekstra Bladet, Børsen, Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Erhvervsbladet, Bornholms Tidende og International Herald Tribune) er ikke bare kostbart, det er også tidrøvende, og alt for ofte må man ærgre sig over den makulatur, man betaler for. Papiret er krøllet, sider klistrer sammen, farvefotos er mispassede, trykket er ujævnt og til tider meget svagt, og huller i satsen fremmer heller ikke helhedsindtrykket. I bladsalgsstativerne er det øverste blad undertiden totalhavareret, og den avisansvarlige i butikken burde af sig selv anbringe det i bunden. Ligeledes er det en gru at se den ansvarsløshed, hvormed bladbude henkaster den friske avis til abonnenterne.

Nej, heldigvis er det ikke sådan hver gang, og heldigvis er der flere af de ovennævnte aviser, som er pænt trykt hver dag og således ikke volder læseren irritation. Dog er samtlige aviser skyld i, at man efter morgenens gennemgang af nyheder og ikke-nyheder sidder tilbage med et par hænder, der giver minder om dengang, da boligopvarmning foregik decentralt med koks som brændsel. Man slipper ikke igennem en avisbunke uden snavsede fingre, og den kemiker, der formår at løse problemet med at fjerne det sorte fra tryksværten uden at det kan ses, vil fortjene Nobelprisen.

Fra det engelske aristokrati forlyder det, at butlerne hver morgen omhyggeligt stryger Herrens eksemplar af The Daily Telegraph for at fjerne folderne og for at reducere afsmitningen. Da tjenestefolk i private hjem stort set er afskaffet, er dette ikke nogen farbar vej, og man må erkende, at avispriserne er inklusive omvendt smudstillæg.

Undskyldningerne for, at avisen som industriprodukt burde gennemgå en mere nidkær kvalitetskontrol, er naturligvis talrige. Det er en kompliceret proces at få rotationen startet til tiden, alle bladhusets afdelinger skal udvise påpasselighed, så de kostbare forsinkelser undgås, og selv for en maskine er det menneskeligt at klatte med klister. Desuden påføres avisbundterne brutal behandling efter at have forladt trykkeriet. Man ser den hændervridende tekniske direktør for sig og får helt ondt af de mange mennesker, som har slidt og slæbt for at få avisen ud og så skal kritiseres for, at farvefotografierne var en lille bitte smule skæve.

Ikke kun de menige læsere, men også annoncørerne mener at have krav på ordentlig trykkvalitet. De, der betaler penge for spalteplads, skal nok gøre deres krav om omrykning og dekort gældende, mens det for publikum er uoverkommeligt at indsende aviser af tarvelig beskaffenhed (det er fortsat udseendet og ikke indholdet, vi taler om). Der findes ikke nogen statistik over, hvad danske dagblade på årsbasis må yde af kompensation til vrede annoncører.

Som annoncemedie svækkes aviserne af disse irriterende produktionsfejl. Et tv-spot kan være nok så dårligt, den tekniske kvalitet er objektivt set altid god nok. I forvejen synes nogle medieplanlæggere, at aviser er gammeldags og endimensionale, og hvis de oplever mangler af den her udpenslede type, vil de i højere grad fravælge dagspressen.

At disse kortsynede planlæggere har stirret sig blinde på deres computeres sjælløse beregning af exponeringer, således at de slet ikke fatter avisen som det centrale medie, hele massekommunikationens omdrejningspunkt og kilde, er tragisk – både for de annoncører, der skal styrke deres branding og vinde venner og for avisernes økonomi og den mangfoldighed, der skal afspejle gennem såvel redaktionelt stof som annoncer.

Uden aviser kan vi ikke opretholde et civiliseret samfund i den form, vi kender i dag. Den flygtige og forfjamskede elektroniske nyhedsformidling er kun et supplement til avisen, der fastholder situationen og perspektivet og leverer den håndgribelige dokumentation kontra flimrende flager af bølgende bevægelser.