Blandt mange fordele ved ægte aviser er, at man kan klippe i den. Dette citat er fra 1. januar, hvor Poul Schlüter gav et længere interview til Jyllands-Posten:
“Jeg bruger ligesom i min statsministertid halvanden time hver morgen på aviserne. Dengang havde jeg et udbytte af det, når et eller andet blev taget op i dagens løb. Så var jeg orienteret. Nu interesserer jeg mig især for erhvervssiderne. Direktørerne har ikke tid til at bruge halvanden time hver morgen. Så ringer jeg: Har du set, hvad der skrives om vore konkurrenter i udlandet?“.
På den modstående side i samme avis var der et gigantportræt af Simon Spies i en annonce for bureauet af samme navn, som nu – i 13. time – vil gøre Formanden til profet, efter at han blev gemt væk, da det hele skulle være så fint. Når Simon Spies var ude og besigtige rejsemål, havde han en fast ordning, så en chauffør hentede de friske morgenaviser på Rådhuspladsen (den meget omtalte i København) og kørte dem direkte til Kastrup, hvor et specialfly fragtede dem til Bali, Benidorm eller Bulgarien. På den måde kunne Formanden nyde sine friske, danske aviser sammen med de morgenboller, som specialtrænede assistenter vartede ham op med. Ordningen var næppe helt billig, men Spies var parat til at ofre en snes tusinde kroner i budpenge. Og det var ikke noget, han iscenesatte for at dupere rakket. Han vidste bare, at man er nødt til at læse sine aviser.
Det vil komme bag på mange, at det skulle være nødvendigt for en statsminister at besmudse fingrene ved at gennemblade et par hundrede sider avispapir. Den slags topchefer har vel folk til det grove. Men begge formænd vidste, at aviser er lige så vigtige som vitaminer og mineraler – Berlingske Tidende trak parallellen med slagordet “Tag en hver dag – det virker“. Man kan ikke bare overlade jobbet til sine sekretærer.
For inkarnerede avisomaner er det umuligt at forestille sig, at man skulle kunne klare sig med TV-aviserne eller radioavisen, som forøvrigt trænger til en konkurrent og slet ikke kunne eksistere, hvis der ikke var aviser at hugge nyheder fra.
Vist kræver det tid at pløje sig igennem dagens bunke og markere det, der skal sakses. Men man føler sig mærkelig upåklædt, hvis morgenritualet af en eller anden grund svipser. Særlig krævende er søndagene, hvor det meste af formiddagen står i avisbunkernes tegn. Naturligvis kan man ikke æde hvert eneste ord, og det er heller ikke meningen. På den anden side ville det være forfærdeligt, hvis man gik glip af et eller andet.
Forleden etablerede Jyllands-Posten sig på Internettet, og det er selvfølgelig smart, at man hvor som helst på kloden kan følge med i nyhedsudbuddet fra Ravnsbjerg Bakke. Selv Simon Spies ville muligvis have accepteret denne distributionsform. Men det bliver aldrig det samme at sidde bundet til en skærm og klikke sig gennem hakkelsen i døgnets rejsestald. Den fysiske avis på papir har så mange fordele, at den i en uoverskuelig fremtid vil forblive nyhedsformidlingens konge.
Unge mennesker, der vil frem i verden, skal tage ved lære af avisomanerne Schlüter og Spies og hver dag pløje sig igennem så mange dagblade som muligt. Det virker!
Iøvrigt vinker der guld og måske en Nobelpris forude til den forsker, som opfinder den afsmitningsfri tryksværte.