B.T. har for nylig kastet sig ud i at praktisere en ny partnerskabsstrategi på annoncesiden. Og det giver pote. I sidste uge underskrev SAS således en aftale med avisen om at blive deres såkaldte preferred media-partner.
– Aftalen er to-årig, og det er en meget stor aftale for os. Blandt andet kommer den til at bestå i distribution af B.T. ombord på flyene, forklarer B.T.s annoncedirektør Gorm Wesing og tilføjer, at de endnu ikke har diskuteret alle detaljer omkring samarbejdet.
Den nye annoncestrategi – Partner Udvikler Kunder – blev offentliggjort i fredags i Dansk Presse, og her fortæller Gorm Wesing, at strategien er inspireret af Daily Mail og grundlæggende handler om at indgå et partnerskab med annoncøren, så begge parter oplever en merværdi.
– Hvorfor ikke prøve at bruge hinanden og indgå nogle samarbejder der handler om andet end de rene millimeter, siger han.
Ifølge Dansk Presse har partnerskabsstrategien også betydet en omorganisering i B.T.s annonceafdeling. cnb