Tre indsendte arbejder fra Cross-Border Communications (CBC) nåede frem til shortlisterne ved den engelske B2B Marketing Awards.
I kategorien Best Use of Creative drejede det sig om arbejde for Eksportrådet, som hører under Udenrigsministeriet.
To nomineringer faldt i kategorien Best Brand Campaign for arbejde for virksomhederne Satair og OW Bunker, der beskæftiger med henholdsvis salg og distribution af flyreservedele og bunkering.
Og for dem der ikke skulle vide, hvad bunkering er, så handler det om at tanke brændstof fra et skib til et andet til søs – en flydende version af en benzintank.
Men arbejdet for OW Bunker nåede skridtet videre end shortlisten og løb med en andenplads i kategorien.
– Det er dejligt at blive anerkendt på internationalt plan, og det var særdeles udbytterigt at være på listen i de kategorier, vi var, siger partner og kreativ direktør Ali Shah, Cross-Border Communications, og fortsætter:
– Nomineringerne er i virkeligheden en hyldest til kunderne. Det er nødvendigt med en engageret klient, når der skal produceres omfangsrigt arbejde. Især i en tid, hvor kommunikationsbudgetter er under pres.
CBC var det eneste nominerede danske bureau og den eneste kombetant i konkurrencen, der var nomineret to gange i en enkelt kategori.
Bureauet blev grundlagt i 1983, som Bergsøe 3, og har siden arbejdet med tværmediale kampagner til globalt brug for blandt andet kunder som J Lauritzen, FL Smidth og så selvfølgelig Eksportrådet, Satair og OW Bunker.