Der er ca. 70 specialforretninger for babyudstyr i Danmark. De 27 af dem er organiseret i en frivillig indkøbskæde, BabySam, og det samarbejde har indtil for nylig været den største enkeltaktør på markedet. Men nu har andre 27 forretninger slået sig sammen under navnet Børns Verden. De vil professionalisere branchen ved hjælp af markedsføring og kædedisciplin.

SKAL FUNGERE SOM KAPITALKæDE
Søren Thrane er cand. merc. og bestyrelsesmedlem i Børns Verden, og er en af initiativtagerne til samarbejdet mellem de 27 butikker, der hidtil har stået helt alene.
– Babyudstyrsbranchen skal kort sagt professionaliseres lidt mere. Det er ikke så svært, for der har ikke været gjort noget tidligere, siger han. Vi vil gøre det ved at overføre nogle af dagligvarehandelens markedsføringsmetoder til babyudstyrsbranchen. Derfor kommer butikkerne i Børns Verden til at have et fælles sortiment og vil fremover fungere som en kapitalkæde. Om to år hedder alle forretninger i Børns Verden-samarbejdet det samme og har ens facader. Det koster selvstændighed, men der er en økonomisk gevinst, mener Søren Thrane.

MARKEDSFøRING ER VåBNET
Søren Thrane er selv indehaver af en specialforretning for babyudstyr, og lægger ikke skjul på, at Børns Verden forventer at øge sin andel af markedet på bekostning af de tilbageværende selvstændige butikker og konkurrenten BabySam. Men han fortæller også at Børns Verden ikke kan skille sig væsentlig ud fra konkurrenten BabySam hverken på sortiment eller beliggenhed.
– Den eneste parameter vi kan adskille os fra konkurrenten er, at vi kan markedsføre os professionelt, siger han.
– Det er derfor vores målsætning at markedsføre os for et par millioner kr. årligt. En fast procentdel af Børns Verden-butikkernes omsætning er øremærket til markedsføring, og det er noget nyt i denne branche, fortæller Søren Thrane.
Han mener i øvrigt at fælles markedsføring er det eneste rigtige for babyudstyrsforretningerne.
– Et samarbejde vil give os en række markedsføringsfordele, ud over indkøbsrabatter, leverandørtilskud til markedsføringen, og så videre.
– Vi har en så snæver målgruppe, at vi som lokal forretning ikke kan udgå at ramme forbi i kommunikationen. Når vi f.eks. annoncerer i lokale medier rammer vi en hel masse, som ikke er i markedet for babyudstyr. Og hvis en lokal forretning annoncerer i målrettede specialmedier som f.eks. Forældre & Børn, er der meget spild fordi mediet er landsdækkende.

KUNDELOYALITET VIGTIG
I første omgang gælder Børns Verden-samarbejdet kun babyudstyr, det vil sige al “hardware“ i plastik, barnevogne med mere. På længere sigt vil Børns Verden se på f.eks. børnetøj.
En række initiativer som huskelister, gavekort og en landsdækkende bytteordning er allerede sat i værk. Desuden systematiserede in-store aktiviteter og loyalitetsprogrammer.
Netop kundeloyalitet er en af de ting der er vigtig for specialforretninger med en snæver målgruppe.
– Du møder de nye kunder, når de kommer ind og bestiller en barnevogn. Og det gør de typisk 4 måneder før barnet bliver født. Der får man fat i navn og adresse. Det vil være nærliggende at bruge de oplysninger til direct marketing. Vi ved præcis hvornår børnene er på et bestemt alderstrin og hvornår familierne får brug for bestemte produkter, fortæller Søren Thrane.

LEDER EFTER BUREAU
Børns Verden har indledt et samarbejde med PR-bureauet ABC Public relations omkring PR-aktiviteter, men har endnu ikke fundet et reklamebureau til opgaverne. I første omgang har Børns verden fået produceret et katalog, med hjælp fra freelance AD’eren Louise Kristensen.
– Vi ser os stille og roligt om efter et bureau, der ikke er så stort, at det ikke kan håndtere en række små praktiske opgaver, fortæller Søren Thrane.
Desuden er man gået i gang med at udarbejde en Internetplatform og på lidt længere sigt går man i gang med den landsdækkende annoncering.

BOX

MARKEDET FOR BABYUDSTYR I DANMARK
Anslået

BabySam Børns Verden Øvrige specialforr Stormagasiner m.fl.
Antal butikker 27 27 15 N/A
Omsætning 200 mill. kr. 200. mill. kr. 100 mill. kr. 200 mill. kr.