Danmarks suverænt mest prisvindende film-, tv- og video-skabere, Bacon, har ændret struktur.

Væk er Bacon Cph eller rettere Bacon IS som det bærende selskab, og i stedet er Bacon Group A/S etableret, og det er nu det bærende moderselskab bag de ni helt eller delvist ejede enheder.

Det er der ikke noget ejendommeligt i, Bacon har blot så mange internationale kunder og solide tilstedeværelser i Sverige og Norge, at det giver forretningsmæssig mening at samle butikken.

Eneste sted forretningen halter en anelse er i efterproduktionsselskabet Bacon X, fortæller ledelsen, mens en række engangsomkostninger ved omstruktureringen har udløst en bundlinje, der kunne være større.

En nettoomsætning på 145 mio. kr., et bruttoresultat på 41 mio. kr. og et resultat på 5,1 mio. kr. er som ledelsen skriver ”tilfredsstillende”.

Bacon Group tæller de 100 pct. ejede selskaber Bacon Cph, Bacon BD og Bacon Stockholm. Koncernen har større andele i Bacon X (60 pct.) og Bacon Oslo (90 pct.), samt mindre andele i bl.a. Bermuda (15 pct.).

Det er fortsat stifterne Martin Werner og Kasper Wedendal-Kruse, bestyrelsesformanden Magne Lyngner og direktøren Martin Trolle, der tegner butikken.