Den svenske instruktør Henry Moore Selder har indledt et samarbejde med det danske produktionsselskab Bacon.

Henry Moore Selder kommer fra det svenske instruktør-kollektiv StyleWar, hvor han bl.a. har stået bag flere internationale kampagner for Nike, Audi, Mercedes, Pepsi og VISA.

– Det nye samarbejde med Bacon bliver et godt udgangspunkt for en karriere som solo-instruktør. Den eneste udfordring bliver, at jeg nu bliver en del af en flok, der i forvejen tæller filmskabere, som er tæt på genier, lyder det fra Henry Moore Selder.

Han kommer således til at blive en aktiv del af Bacons oprustning i det svenske, hvor man i sidste måned åbnede kontor i Stockholm.

Derudover får Henry Moore Selder bl.a. selskab af den prisvindende svenske instruktør Jakob Marky, som siden har haft Bacon til at stå for repræsentationen i Skandinavien.

Blandt Henry Moore Selder seneste projekter, har været et 30 minutters sci-fi drama, som fik stor opmærksomhed under Göteborg International Film Festival og desuden var eneste svenske bidrag til den berømte Short Film Festival Clermont-Ferrand.