Produktionsselskabet Bacon, der i dag har kontorer i København, Oslo og Stockholm, styrker instruktør-basen med et ungt, norsk instruktørkollektiv, Ordinary People.
Det lidt usædvanlige kollektiv består af instruktørerne Mathias Eriksen, Matias Rygh og Kristoffer Borgli – alle tre navne med succesfulde, individuelle værker med i bagagen.
Trioen samarbejdede reelt allerede tidligere i år med Bacon og McCann Oslo om en produktion for SAS-datterselskabet Widerøe (se film herunder), men nu er samarbejdet formaliseret, og Bacon har tegnet kontrakt med Ordinary People for hele Skandinavien.
De tre instruktører siger selv, at de har et ønske om at kunne frigøre sig fra det personlige præg, som en instruktør ofte giver sit produkt, og i stedet gå mere objektivt og analytisk til værks – eller som de selv formulerer det: ”Lade projektet eller konceptet selv definere hvad, der er det rigtige formsprog.”
Widerøe-film godt eksempel
Mathias Eriksen fra Ordinary People siger:
– Ordinary People ønsker ikke at begrænse sig til en enkelt genre eller stil, men i stedet anlægge en mere konceptuel tilgang til filmprojekterne. Vi er så at sige genre-fluid.
Trioen er aktuelt i gang med flere projekter sammen med Bacon – og her kalder Anna Sundbom, der er PR-og marketingansvarlig for Bacon i Skandinavien, det inspirerende, at Ordinary People er blevet en del af Bacon-familien:
– Deres kreative indgang til projekterne er unik og ikke umiddelbart noget, vi har mødt hos andre instruktører. At lade projektet i sig selv definere det kreative formsprog, synes vi er utrolig spændende, og deres seneste projekt for Widerøe er et godt eksempel, siger hun.
Sans for priser
Det multi-prisvindende danske produktionsselskab Bacon blev etableret af de to danske instruktører Kasper Wedendahl og Martin Werner i 2001.
Sidste år vandt Bacon, Bacons instruktører og de bureauer, Bacon har samarbejdet med, over 40 priser.
Så sent som i sidste uge stod fire af produktionsselskabets instruktører bag fire forskellige guldvindere ved Epica Awards, og i går aftes blev det til flere priser for Bacon-instruktører ved EM i reklame, Eurobest.
Om Ordinary People også holder pris-fanen højt for Bacon, må tiden vise, men her kan du se deres seneste film for Widerøe – hrm, hrm, undskyld, Norsk Møteservice, naturligvis – Meet Inc.
Meet Inc. from Bacon Production on Vimeo.