I det tidlige forår skiftede Smirnoff udseende. Nu er turen kommet til Baileys, der ligesom Smirnoff, er ejet af spiritus-koncernen Diageo.
Baileys’ fylder 30 år i år og skal til at vinde pladsen som markedets femtestørste alkoholbrand, hvilket nyt design af både flaske og etiket skal hjælpe med til.
– Efter tre år i træk med tocifret vækst skal det nye design give Baileys nyt momentum til næste vækstfase. Vores gamle indpakning har tjent os godt, og med det nye look får vi både en stærkere og bredere kundetiltrækning, som bliver løftestangen til et stærkere salg i år, mener senior produktchef Bettina With, Diageo.
Det danske marked er led i en global markedsføringskampagne i milliondollar-klassen. Herhjemme skal en massiv PR-indsats, sampling events, printannoncer i ledende livsstilsmagasiner sammen med den nye reklamefilm ’Float’, der kommer til at køre i biografer fra august 2004 og på tv fra oktober, være med til at ændre brandets positionering.
Målet er at øge salget fra de nuværende 74 millioner flasker til 120 millioner i år 2007. Det er realistisk, mener man hos Diageo, da Baileys’ har vækstet med 10 procent årligt siden 2000. Årsagerne skal bl.a. findes i, at Baileys har formået at følge med tiden, og i dag associeres både med kultserien Sex and the City og med reklamefilm, med sensuel sødme og sex.
– Vi kan tydeligt mærke, at Baileys har fået status som livsstilsdrik. Folk drikker den ikke længere kun efter maden eller ved særlige lejligheder. Den er i højere grad blevet en party-drink, siger Bettina With, der tror, at det nye look vil få flere forbrugere – primært kvinder på 25-35 år – til at drikke Baileys oftere. pia