Danmarks andenstørste attraktion og verdens ældste forlystelsespark, Bakken, har valgt en ny strategisk digital partner.

Valget faldt på No Zebra, som derfor skal designe og udvikle Bakkens nye website, der går i luften i starten af det nye år. Dertil kommer, at No Zebra skal stå for al forlystelsesparkens digitale marketing.

No Zebra blev valgt, fordi der er tale om et rendyrket digitalt og datadrevet bureau, som via tidligere websites for bl.a. Grøn Koncert og Smukfest forstår det særlige ved at bygge og markedsføre oplevelseswebsites, forklarer Stine Rysgaard, der er marketingchef hos Bakken.

– Der er faktisk ikke så mange bureauer, som kan det, No Zebra kan, når det gælder data og digital tilstedeværelse. De havde sat sig grundigt ind i, hvem vi var, og forstod den situation, vi var i, og kunne omsætte det til løsninger, siger hun.

– De har samtidig med respekt for vores historie formået at forny vores brand og design, så vi glæder os meget til at få det nye site i luften, fortsætter hun.

Alle digitale aktiviteter ét sted

Bakken havde i 2016 2,5 mio. besøgende, herunder rigtig mange store og mellemstore virksomheder, der vælger Bakken, når de skal holde store firmaarrangementer.

Mens antallet af besøgende stiger år for år, stiger konkurrencen imidlertid også i takt med, at alt lige fra museer og zoologiske haver til shoppingcentre og restaurationer bejler til de samme mennesker, som ellers tager en tur på Bakken.

Derfor har Bakken nu besluttet at samle alle deres digitale aktiviteter ét sted, for i højere grad at høste synergierne af den digitale indsats i stedet for at koordinere mellem flere mindre bureauer:

– Vi er meget tilfredse med antallet af besøgende og er fortsat Danmarks næstmest besøgte attraktion. Men det ligger også i Bakkens DNA, at vi ikke hviler på laurbærrene, men tværtimod fornyer os hele tiden. Og nu tager vi så sammen med No Zebra et kæmpe skridt på den digitale front, samler alle vores digitale aktiviteter ét sted og bliver endnu mere kunde- og brugervenlige hele vejen igennem, siger Stine Rysgaard.

No Zebras ene CEO og stifter, Nicholai Hindrichsen, er glad for samarbejdet og roser Bakkens ambitioner.

– Bakken er en rigtig spændende og digitalt meget moden organisation, som tænker stort på det digitale område. De har helt fra start haft store ambitioner for deres forretning og udvist stor handlekraft i beslutningstagningen, og vi er både glade og stolte over, at de har valgt at samle både wedudvikling, digitalt design og digital marketing hos No Zebra,  siger han.