Efter flere år med stort set ingen bestillinger på undervisningskit om hygiejne måtte virksomheden Tork/SCA efter blot én indrykning af en annonce bede om massiv genoptryk af undervisningsmateriale til børn og unge.
Årsag: En ny og anderledes kommunikation under overskriften Bakterier spiser ikke makrel..! fra kommunikationsbureauet Public Sense.
Det hele startede i efteråret 2013, hvor Tork lancerede et online app-spil med tegneserie-pigen Ella.
App’en formål var at lege budskabet om rigtig hygiejnepraksis ind i børnene.
Ud over app’en udgav Tork en bog med selvsamme Ella samt nogle plakater og klistermærker. Alt sammen til børnehaver som et gratis undervisningskit.
Problemet var bare, at fra launch 2013 til foråret 2015 skete der helt præcist – ingenting.
– Så vi kontaktede Public Sense og bad dem om at lægge en ny vinkel på vores undervisningsmateriale, som kunne kickstarte vores Ella-aktivitet, siger Jonas Petersen, som er Produkt og Marketing Manger hos Tork.
Faktuelle oplysninger duer ikke
Hos Public Sense siger partner og direktør Michael Thage Wohlert:
– Udgangspunktet for den slags kommunikation er i virkeligheden, at meget få mennesker er interesseret i de faktuelle oplysninger om hygiejne og papiraftørring og en online-figur som hedder Ella.
– Vores indgang blev helt banalt at fortælle historien om, hvordan børn selv opfatter hygiejne, hvad det betyder for dem? Vi besøgte derfor en institution i Holbæk og filmede nogle små børn og spurgte ind til, hvad de tror hygiejne er for en størrelse. Og under overskriften ”Bakterier spiser ikke Makrel”, skrev vi historien set ud fra et barns perspektiv.
Historien lavede bureauet om til en ”annonce”, som blev indrykket i Bupl’s medlemsblad for Børn og unge – og reaktionen kom omgående.
– Pludselig ville alle have Torks undervisningskit tilsendt for at kunne lave hygiejne undervisning og tema uger. Og det viser vel bare, at tørt stof kan gøres levende, hvis man ikke tænker i faktuel information, men i formidling og historiefortælling, siger Michael Thage Wohlert.
Jonas Petersen fra Tork fortæller, at man alene den første uge fik over 50 henvendelser fra danske børnehaver og daginstitutioner over hele landet, som ønskede at få tilsendt undervisningsmaterialet.
– Hertil har vi fået lavet nogle små film med sjove citater fra børn i daginstitutionen i Holbæk. Dem har vi lagt på vores hjemmeside. I sag ser vores kollegaer over det meste af Norden med forundring på vores case, og flere af dem har valgt at forsøge sig med noget lignende, slutter Jonas Petersen.
Se en af filmene hvor børnene fortæller, hvad bakterier er, her.