Nettet er et smart og hurtigt medie. I løbet af et enkelt klick kan man nå hele vejen rundt om jorden. Men der er nogle faktorer, der skal være i orden, hvis det ikke skal gå galt.
Hvorvidt en hjemmeside fungerer handler om, at ressourcerne skal være afstemt i forhold til efterspørgselen. Det kan lyde meget enkelt, men i praksis er det svært, fordi det er umuligt at forudsige efterspørgselen.
Efterspørgslen vokser i takt med, at der med tiden både kommer flere brugere og besøg pr. bruger, men også mere data pr besøg. Behovet for datakraft vokser yderligere, hvis der skal hentes mere dynamiske oplysninger, som hentes fra en database i stedet for statiske filer.
Ressourcerne øges traditionelt ved at anvende hurtigere og flere processorer på serveren. Det er dog ikke nok, hvis man tænker på, at processorerne, som svarer til computernes ydeevne i de seneste år kun har fordoblet hastigheden hver 18. måned. Derfor vil der i stigende grad være behov for at benytte mere effektiv software.
– Indtil videre har de nye virksomheder lavet løsninger på nettet ud fra et kendt mønster på efterspørgselen, men fordi stigningen blev uforudset stor kunne ressourcerne ikke følge med. Og det har nogle gange givet problemer, siger Martin Roth, systemarkitekt hos webbureauet Netpeople. Martin Roth er en af dem som ved, hvorfor det går galt, når det sker. Han har tidligere rådgivet blandet andet IBM og Deutsche Bank angående performanceproblemer på deres netværk.
– Mange steder er der for mange brugere i forhold til de ressourcer, man har stillet til rådighed. Så må man enten købe flere servere eller skifte til et mere effektivt arkitektur, siger Martin Roth.

TJEK På GAMMEL PC
Når man arbejder med at programmere en hjemmeside er det også ret afgørende, om man bruger HTML-sproget i sin programmering eller en sprogform som hedder Java Applet. Begge har deres fordele, ifølge Martin Roth.
– Med HTML får man en mere jævn indlæsningstid af alle sider. Java har en længere opstartstid, men til gengæld er de øvrige sider langt hurtigere, når man først er inde. Det gør løsningen nyttigere, hvis man skal lave en katalogløsning, hvor man skal bladre i mange sider eller produkter. Java har også visse fordele, når systemet fx skal huske tidligere indtastede oplysninger, for her kan en Java Applet nemmere overleve, hvis opkoblingen afbrydes midt i dialogen uden at brugeren skal begynde forfra.
Men vælger man det forkerte sprog risikerer man også at brugerne bliver utålmodige og forsvinder. Et problem, der ofte opstår i arbejdet med at udvikle netløsninger og hjemmesider er det miljø, som løsningerne bliver skabt i. Udviklingsmiljøet består som regel af hurtige maskiner og et hurtigt lokalnet, mens de som skal bruge løsningen ofte sidder med en gammel pc og måske et langsomt modem.
– Hvor det kun tager to sekunder at indlæse en hjemmeside på en hurtig opkobling, kan det tage mellem 20 og 40 sekunder hos mange brugere, siger Martin, der derfor ofte tjekker programmeringer med en mobiltelefon og en ældre bærbar pc.
– Hvis det virker der, så virker det alle steder.