Det kører konstant – i aviserne, på radio og TV – fedme epidemi, svær overvægt, fedme relaterede sygdomme og amerikanske tilstande i vores lille andedam. Det er fast food der har skylden, og vores dovne livsstil i det hele taget. Den stigende fokus og det voksende problem er nok også den umiddelbare årsag til, at mange danskere står og sveder i det lokale fitnesscenter dag efter dag. Eller hvorfor er det lige man dyrker fitness og brænder så mange kalorier af og hvilken betydning har det sølv- eller guld-glinsende fitnesskort for de mere dovne af os?
Ifølge bureauet firstmove, der er specialiseret i de innovative forbrugere/livsstilsforb rugerne, er der fire kategorier indenfor fitness-dyrkerne: sportsentusiasterne, basserne, narrøvene og så den største, nemlig den moderne fitter, hvor det handler om iscenesættelse og dårlig samvittighed over livsstil.
De knokler, sveder og kæmper for den flade mave og balderne af stål, eller det er ihvertfald det de siger, at de gør. Men dropper man forbi det lokale center en tilfældig tirsdag om dagen, så er det faktisk ikke overrendt. Mennesketomt er måske at overdrive. Men der er ikke helt så mange, som man skulle tro.
Holdningen til denne motionsform blandt modstanderne illustreres meget tydeligt via følgende svar på spørgsmålet: ”Går du i fitnesscenter”?
”Nej det ved gud da jeg ikke gør. Jeg synes det er en dødssyg måde at træne og få motion på – ikke at jeg for alvor har prøvet det, hvilket jo på den anden side ikke giver det bedste udgangspunkt for at udtale sig… Jeg fortrækker dans og jeg er heldigvis ikke nået et niveau, hvor jeg bliver alt for træt og svedig. Det er måske i virkeligheden det jeg har imod fitness’en – især hvis man skal dirigeres rundt af en lyserødt klædt Warszawa -blond dulle på 22.” (Anne 28 år).
Men fitnesscentrene har da også en masse tilhængere. Og som sagt også nogle udøvere af fitness-sporten.
Sportsentusiasterne er ”fitness for ability” gruppen. De er afhængige af at dyrke motion, gør det hele tiden og sikkert mere end hvad godt er. De konkurrerer hele tiden med sig selv om at kunne mere, længere, tungere, bedre og oftere. De er rent faktisk i god form, og har de eftertragtede mavemuskler og stramme balder.
Den anden gruppe, basserne, er de reelt overvægtige – ”fitness for necessity” gruppen. Dem som dyrker motion fordi de skal. Ellers får de blodpropper, sukkersyge, eller andre fedmerelaterede sygdomme. De er typisk sat på specielle slankehold i fitnesscentret og træner derfor på helt specifikke tidspunkter.

Skyhøj signal værdi

Man kunne tro, at dette var de primære grupper af fitnessudøvere og at resten bare var diverse afstikkere og ubetydelige procenter i statistikken.
Men virkeligheden er en anden. Der findes nemlig en tredje og ret dominerende gruppe i fitnesscentrene – den moderne fitter, også kaldet ”fitness for appearance”. Det er dem der har fitnesskortet liggende forrest i pungen og som også bruger det, men meget sporadisk. Og især relativt sjældent. De dyrker motion af to grunde: Iscenesættelse og dårlig samvittighed over livsstil.
Tro det eller ej, men for nogle mennesker er signalværdien i et fitnesskort nemlig ekstrem høj. Det viser, at man passer på sig selv, går op i sundhed og i sin krop på den fede måde. Men faktum er, at man generelt hverken har tid til at dyrke det seriøst eller overskud til at tage i fitnesscentret, fordi man lever et travlt og tenderende stresset liv. Men når alt kommer til alt, har de dybest set heller ikke behov for at træne så seriøst. De ser i forvejen så veltrimmede ud:
”..men jeg vejer jo ikke 200 kilo, så jeg må have gode gener. Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg bor alene, jeg gider ikke lave mad. Jeg er jo aldrig hjemm e, men ude hos veninderne. At dyrke min omgangskreds og passe mine jobs er næsten som at dyrke en sport i sig selv.” (Mille 21 år).
Deres livsstil, herunder fysiske udfoldelse består i at være konstant på farten, nærmest svarende til at dyrke motion/sport. Men de kender alle de rigtige argumenter:
”Hvorfor dyrker jeg fitness? Det er en moderne sport, som holder mig i form. Det er god samvittighed selvfølgelig, men også en god måde at stresse af på, og komme af med de daglige aggressioner. Jeg er faktisk bange for at blive gammel og slatten før tid, så reelt burde jeg også komme der noget oftere”. (Johan, 24 år).
Og så er der den gruppe vi slet og ret har valgt at kalde: narrøvene. De går dagligt med den forskruede tro, at det ser godt ud at være slank og solbrændt hele året, inde under det fitnesstøj, som man i øvrigt også går i det meste af tiden. For dem er fitnesscentret måske endda selve omdrejningspunktet i tilværelsen – de tror, at stor overkrop, brune lår og lækkert hår er det, der giver status her i l ivet. Denne gruppe kunne hedde ”fitness for sun and fun”, eller ”et levn fra 80’erne”. For disse mennesker ligger signalværdien i udseende og ikke i fitnesskortet. Og de har i øvrigt meget lignende træk med den første gruppe – nemlig sportsentusiasterne.
Lad os konkludere: Ud over, at man taber sig og holder sig fit for fight, at det er sundt og at man føler sig godt tilpas mentalt, så bruger mange mennesker fitness som en kontrolinstans i et ellers rodløst og travlt liv, hvor man skal performe, styre og have kontrol over en masse ting. Også ting og forhold, som man reelt ikke har styr på. Så er det faktisk lettere at dyrke hård fitness (eller tro at man gør det) for at få styr på tankerne, stresse af og ikke mindst holde sig selv i et fast greb.

BOXSamtidig med at danskerne bliver federe og federe, så skyder fitnesscentrene op som paddehatte over alt i landet. Men et kig i de fem største kæders årsrapporter fra 2003-2004 viser, at de fire af dem kører med store underskud. Så man kan undre sig over, hvorfor det er attraktivt at åbne det ene fitnesscenter efter det andet.
Ifølge bestyrelsesformand for en af de største kæder, Fitness.dk, Hans-Henrik Palm, der samtidig er en af branchens pionerer, er omkring 600.000 danskere i dag tilmeldt et kommercielt/ikke-kommercielt fitnesscenter. Tallet er stigende og det er, ifølge bestyrelsesformanden, attraktivt i sig selv.
Men hvorfor kører flere af de største kæder med underskud? Medlemmerne strømmer jo til, og ifølge dem, er prisen for et medlemskab en ikke ubetydelig post i budgettet.
Kan noget af den dårlig indtjening ligge i, at man ikke er gode nok til at fastholde og altså skabe loyale medlemmer? Men i stedet bruger alle markedsførings-kronerne på, at tiltrække nye medlemmer i lokal-miljøet?
Hans-Henrik Palm siger både ja og nej. Ja til at loyaliteten fra medlemmerne generelt ikke er ret stor. Men, at man ikke skaber loyale medlemmer ved at give dem specialtilbud, billigt træningstøj m.v.:
– Loyaliteten skabes i et velfungerende center, hvor alt, lige fra servicen, rengøringen, indretningen og maskinernes funktion fungerer optimalt. Det er vores konkurrenceparametre. For når alt kommer til alt, så køber vi jo stort set maskinerne de samme steder, siger Hans-Henrik Palm og tilføjer:
– Det er altså ikke navnet, der sælger medlemskabet, men niveauet og lokaliteten. Det lokale er meget vigtigt, og derfor ser man også, at hovedparten af markedsføringen fra de forskellige kæder foregår lokalt.
– Mht. underskud nogle steder i branchen, så skyldes det, at det tager mindst 18 måneder for et nyt center at tjene penge, og at kæderne netop investerer store summer i at åbne nye centre i lokalmiljøerne i disse år.
Hans-Henrik Palm mener også, at problemet i dag er, at priserne for et medlemskab er for lave:
– Ja, jeg synes det er latterligt, at man for omkring 400 kr. om måneden kan få adgang til 300 hold om ugen (i Fitness.dk) man kan komme hver dag, træne og tage brusebad m.v..
At det er de færreste, der benytter tilbu det hver dag, mener Hans-Henrik Palm ikke er noget problem:
– De har muligheden for det, understreger bestyrelsesformanden, der samtidig løfter sløret for, hvorfor man ikke ser nogle af de store fitnesscentre-kæder annoncere med ”en måneds træning for 200 kr.” bortset fra som kortvarige slagtilbud:
– Man ser ikke den store konkurrence på prisen, da man snakker sammen i branchen og er enige om, at det Ikke nytte noget at dumpe priserne.
En anden parameter man arbejder med i fitnesscentre-markedet er folk, der tilmelder sig, men ikke møder op. Ifølge Hans-Henrik Palm er forretningen faktisk bl.a. bygget op på alle dem, der hopper på et årskort, møder op et par gange, men som derudover bliver væk.
Hans-Henrik Palm er bestyrelsesformand i Fitness.dk, der består af 8 centre i hele landet. Fitness.dk er drevet via et A/S, og har ikke direkte ejerskab af to af centrene – i Ålborg og Århus, der er ApS’er. Men en ny struktur er på vej, hvor alle centrene vil blive drevet af ét selskab. Hans-Henrik Palm har 30 års erf aring i branchen og har bl.a. stået bag fitnesskæden Form og Fitness.