– Hvad kunne to uuddannede flakkere gøre i reklameverdenen? Det ville vi finde ud af. Vi gav vores lille eksperiment fem år.

Sådan skriver en af grundlæggerne af det svenske guerilla-marketingbureau Studio Total, Tomas Mazetti, i dag i en mail, under overskriften ”R.I.P Studio Total (2008-2013)”.

Bureauet blev internationalt især kendt sidste år, da man i en aktion for ytringsfrihed i Hviderusland fløj ind over landet og kastede en hær af plysbamser ned i mini-faldskærme – alle forsynet med budskaber om demokrati og ytringsfrihed.

Stuntet affødte benægtelser fra præsident Alexandr Lukasjenko, fyringer af topgeneraler og sikkerhedsfolk, fængslede journalister, en større diplomatisk krise mellem Hviderusland og Sverige – og en Epica af guld.

Fornylig satte bureauet i øvrigt det famøse fly, der blev benyttet til bamse-aktionen, til salg på eBay – uden at det dog lykkedes at få det solgt.

Men nu er det slut, skriver Tomas Mazetti, og fortsætter – i øvrigt med samme tekst, som man har offentliggjort på sin hjemmeside.

– Det har uden for enhver diskussion været de bedste fem år i vores liv. Vi tjente penge, vi vandt priser. Vi mødte rockstjerner, premierministre og kommende premierministre. Vi sejlede superhurtige både ind i superhårde klipper og fløj fly i lavere højde end de fleste. Vi blev jagtet af KGB og havde ”bona fide” groupies. Vi blev til grin på måder, vi ikke havde kunnet forestille os før Studio Total, fx live på CNN foran 80 mio. mennesker. Og ja: vi brændte penge af, men alligevel lykkedes det os at tjene flere (nogle af vores investeringer gik godt…). Vi irriterede mange og blev elsket af få, meget få. (Statistisk set må nogen da have elsket os, ikke?) Vi lærte en masse og glemte endnu mere. Men nu er tiden kommet. Har vi udrettet noget? Det er et tricky spørgsmål. “אֵין כָּל חָדָשׁ תַּחַת הַשָּׁמֶשׁ”, som Gud sikkert ville have sagt. Men ingen, INGEN, kan sige, vi ikke prøvede. Hvis du vil skrive på vores gravsten, kan du gøre det her.

Hasta siempre.

/Studio Total

PS: Om ikke andet har vores lille eksperiment vist, at man ikke behøver have en uddannelse for at vinde marketingpriser.

Men om så Studio Total virkelig mener det alvorligt – ja, det må tiden vise. Måske er det endnu et stunt?

Se eller gense svensk reportage om stuntet i Hviderusland her.