Siden FC Barcelona-forsvareren Daniel Alves søndag aften spiste en banan, der blev kastet ned på banen, har stribevis af fodboldspillere, kulturpersonligheder, politikere og helt almindelige mennesker lagt fotos på nettet, hvor de spiser eller holder en banan op foran kameraet.
Alt sammen i solidaritet med fodboldspillerne og andre, der udsættes for lavpandede racistiske angreb.
Men hvor tilfældigt, det hele end ser ud, så er det resultatet af et nøje planlagt kampagnestunt – udtænkt af Alves og Neymar i samarbejde med Neymars kommunikationsrådgivere, det spanske reklamebureau Loducca. Det skriver den spanske sportsavis AS.
Både Neymar og Alves havde angiveligt længe været voldsomt trætte af de mange racismeudbrud, begge jævnligt blev udsat for på spanske stadions, og med hjælp fra Neymars kommunikationsrådgiver-team kom de frem til en plan for, hvordan de ville svare igen.
– Det startede efter kampen mod Espanyol (i slutningen af mart, red.), hvor Neymar blev udsat for ”abelyde”. Efter kampen mødtes brasilianeren med sin far og sine rådgivere for at diskutere, hvordan de kunne imødegå racismen. Og det var på det møde, at ideen opstod om blot at gå hen og spise den næste banan, der blev kastet, hedder det i den spanske avis.
Reaktion kom prompte
– Handlinger siger mere end ord, og det, vi ser her, er en gestus, som ikke behøver oversættelse for at gå verden rundt, siger Guga Ketzer, partner i reklamebureauet Loducca, som i øvrigt afslører, at det egentlig var Neymar, der ifølge aftalen skulle udløse kampagnens start ved at spise en banan, der blev kastet ind på banen – men nu blev det altså Alves.
I samme øjeblik Alves spiste bananen i søndagens kamp mod Villareal sendte bureauet et foto af situationen ud på de sociale medier – bl.a. via Twitter-hashtags – og reaktionen kom prompte.
Siden da er # SomosTodosMacacos – eller på engelsk #WeAreAllMonkeys – blevet nogle af de mest populære Twitter hashtags, der findes.
Og allerede mandag morgen efter kampen kunne man købe t-shirts af mærket Luciano Huck – en populær brasiliansk tv-stjerne og personlig ven med Neymar – med tegning af en banan og de famøse hashtags på (se foto over artiklen).
Banan-øl og banan-is
Fra hjemligt hold har Carlsberg også været ude med støtte. Og så har danske Premier Is – produktionsplanlægning taget i betragtning nok ikke bevidst som en kommentar til begivenheden – minsandten netop meddelt, at der til sommer kommer en børne-is på markedet, der kan skrælles og spises som en banan…
Isen, Pirulo Jungly, som Premier Is selv kalder ”abeskøn”, ligner en banan og kan skrælles som en banan, idet overtrækket af lemonadeis er tilsat gelé og dermed får en konsistens, som gør det muligt at ”skrælle” isen.