Få mere ud af dine penge, lyder budskabet i det seneste tiltag ud i sociale medier fra Danske Bank.
Tiltaget er en lancering af en Facebook-hjemmeside, hvor fire unge rådgivere skal gå i dialog med brugerne og give gode råd om forbrug, penge og privatøkonomi.
– Unge er i forvejen storforbrugere af Facebook, så det er et naturligt sted at møde dem på en uformel måde – lige meget om det er små eller store økonomiske beslutninger, de har brug for hjælp til. Danske Bank vil gerne være med til at gøre daglig økonomi til en let forståelig størrelse, man kan forholde sig til, siger Morten Kamp Jørgensen, chef for Danske Banks Program for Finansiel Forståelse.
Thomas Heilskov, der er social media manager hos Danske Bank, supplerer:
– Det er en del af vores CSR-projekt ”Mind Your Money”. Det, vi har ønsket, er at skabe rammerne for dialog mellem de unge og os. Men lige så meget brugerne imellem. Og så er det egentlig meget naturligt at være på en platform, hvor de unge allerede befinder sig.
– Facebook-tiltaget handler for os helt grundlæggende om, at banken har set værdien i at lytte og deltage aktivt i en dialog med vores interessenter og kunder. Og tiltaget ligger i god forlængelse af de tiltag, vi ellers har gjort. Jeg vil vove den påstand, at vi er en af de virksomheder i den finansielle sektor, der tager sociale medier mest alvorligt, fortsætter han.
Det er bureauet Mindjumpers, Danske Bank har sparret med, og som har udviklet Facebook-siden.
Du kan se den nye Facebook-side
her.