Ditlev Engel burde have travlt med at finde på en ny strategi, mener bank.
Det skriver Ritzau Finans.
Vestas bør ændre sin strategi for at håndtere svære markedsvilkår, og det kan i sig selv blive en så omkostningsfuld affære, at der ikke er megen ”upside” tilbage i aktiekursen, lyder vurderingen fra den schweiziske storbank Credit Suisse efter at have set nærmere på tirsdagens meldinger fra Vestas.
Kursmålet sænkes til 25 fra 40, og anbefalingen af Vestas er uændret “undervægt”.
Vestas’ foreløbige regnskabstal sammenholdt med ordvalget i tirsdagens meddelelse vedrørende selskabets kreditfaciliteter – kassen er slunken – indikerer over for Credit Suisse, at Vestas har brudt sine bankaftaler. Selv om en del af baggrunden er en ufordelagtig fordeling af årets pengestrømme, vil Vestas’ gæld formentlig vedblive med at være et problem, hvis ikke der gøres noget, påpeger Credit Suisse.
Banken venter nemlig, at det vil tage lang tid, før slutmarkedet viser tegn på bedring, og overskudskapacitet ikke længere er et problem.
Epn.dk