Nordnet Bank, der er specialiseret i at drive værdipapirhandel over nettet, er blevet meldt til politiet for spam.
Det er Forbrugerombudsmanden, der står bag anmeldelsen, da Nordnet i en periode på fem måneder kørte en kampagne på bankens hjemmeside, hvor kunder blev opfordret til at sende uanmodede mails, eller spam, til deres venner.
Mailen indeholdt blandt andet et link til en registreringsside på bankens hjemmeside, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Hvis modtageren af mailen valgte at åbne et depot hos Nordnet og efterfølgende loggede ind på siden, modtog vedkommende aktier for ca. 300 kr., der blev sat ind på det nye depot.
Samtidig ville kunden, der sendte mailen, modtage 200 kr. på sin konto i banken. Begge kunder kunne efterfølgende hæve gevinsten uden at betale omkostninger eller aftage andre tjenesteydelser fra banken.
Forbrugerombudsmanden mener, at det var i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1, fordi erhvervsdrivende ikke må præmiere forbrugere for at sende uanmodede e-mails med markedsføring af den erhvervsdrivende. Bestemmelsen indeholder et forbud mod spam og kan straffes med bøde.
Ved Forbrugerombudsmandens henvendelse valgte banken straks at lukke kampagnen, men banken oplyste, at man forinden allerede havde givet præmier i 90 tilfælde.
Det er nu op til politiet at efterforske sagen.