Gillette har Roger Federer, JBS har Cristiano Ronaldo, Pepsi har Messi – og Saxo Bank har Kim Fournais og Lars Seier Christensen.
Sådan kunne man vælge at drille Saxo Bank lidt, men faktisk giver det god mening for banken at gøre, som man gør lige nu: sætte bankens to stiftere og adm. direktører ind som frontfigurer i en ny, global reklamekampagne.
Kampagnen henvender sig nemlig ikke i udgangspunktet til almindelige forbrugere, der skal købe cola, undertøj og barberblade, men derimod til de personer, der løbende er aktive på de finansielle markeder, og som måske dagligt køber og sælger værdipapirer via nettet.
Kampagnen består af en række bag-scenen film og billeder, der portrætterer forretningsgangen i banken.
Under taglinen ”Number one. Just like you” eller på dansk ”Nummer 1. Ligesom dig,” giver filmene i reportagestil et indblik i banken, platformen, produkterne og samspillet med kunderne.
Henrik Lykkesteen, marketingdirektør i Saxo Bank, forklarer, at kampagnen er baseret på resultatet af en global undersøgelse med over 10.000 respondenter, der har identificeret en række brandværdier, som Saxo Bank står stærkt på og som samtidig efterspørges og er vigtige for nuværende og potentielle kunder.
– Vi har skabt kampagnen ud fra autentiske historier, der viser Saxo Bank gennem de fire brandværdier tillid, platform, service og bred pallette af aktivklasser. Vi har det til fælles med vores kunder, at begge parter vil være nummer 1, og det viser vi gennem et åbent og autentisk kig ind bag kulisserne, siger han.
Ikke for begyndere
Rent målgruppemæssigt henvender banken sig med den nye kampagne også mere til “confident traders” end tidligere – altså mennesker, der, som Henrik Lykkesteen forklarer: “Ikke blot lige er inde for at se, hvordan den slags virker, men derimod de, der har erfaring, som ved meget om handel og finansmarkeder, og som typisk selv handler i flere aktivklasser.”
Mediemæssigt er kampagnen bygget i tre “lag”, forklarer Henrik Lykkesteen.
– Dels har vi købt share of voice på de store anerkendte finans-platforme, som Bloomberg og Financial Times, dels opererer vi med RTB (Real Time Bidding) – og endelig kører vi et parallelt spor i social media – primært Facebook, Google+ og LinkedIn – som ikke er kommercielt, men som blandt andet fortæller historien om Saxo Bank.
Dokumentarisk instruktør bag film
Filmisk er det et hold med instruktøren Kasper Torsting i spidsen, der bl.a. er kendt for ”Rocket Brothers” om bandet Kashmir, bagmand til Armadillo-filmen og flere dokumentariske portrætfilm, der har fulgt de to Saxo-stiftere på nært hold for at få adgang til uøvede øjeblikke og bag-scenen-optagelser.
– Autenticitet og naturlighed var vigtige parametre for banken med denne kampagne, og det var ikke svært at få øje på i selskab med Kim og Lars. Det kræver mod, men til gengæld giver det nogle gaver, ingen ville kunne skrive sig frem til. Det turde Saxo Bank, fordi de om nogen ved, at virkeligheden kan være ret original, siger Kasper Torsting.
AdPeople har sammen med Saxo Bank udviklet kommunikationskonceptet og sørget for lokal versionering af den globale kampagne. M2 Film har stået for produktionen og udviklet filmuniverset sammen med Kasper Torsting.
Se den første film fra ”Number 1. Just like you”-kampagnen her: