September var jyskebank.tvs 11. eksistensmåned, og det kunne banken af næsten samme navn fejre med at notere 119.000 seere, der i gennemsnit brugte 4,5 minutter på kanalen.
Men langt de fleste var sendt videre fra Jyske Banks netbank. Det er blandt hovedresultaterne i en analyse af virksomheders brug af web-tv fra Jon Lund, der offentliggøres i rapporten ”Corporate TV as new market communication strategy”.
– Det er en fantastisk spændende case på, hvordan en virksomhed, der traditionelt overhovedet ikke har noget med medier at gøre, kan etablere sig selv som fuldtonet tv-station, komplet med studie-værter, breaking news og dybdegående interviews, siger Jon Lund, der står bag analysen.
Han understreger, at seer-tallet har ligget bemærkelsesværdigt stabilt siden stationens fødsel med omkring 100.000 månedlige seere, hvilket ifølge Jon Lund skyldes at op til 90-95 procent kommer fra Jyske Banks netbank, der er tæt integreret med tv-stationen.
Han mener, at man kan lære tre ting af Jyske Bank:
For det første, at dine kunder vil rent faktisk gerne høre, hvad du har at sige, hvis du fortæller dem noget, du ved noget om, og som giver dem værdi.
For det andet, at det er fantastisk svært at bryde ind i folks medie-fødekæde: det er meget svært at få potentielle kunder til at tune ind på din egen nye tv-station, hvis de ikke kender dig i forvejen.
Og for det tredje, at det virker at sætte sine kunder fri i stedet for at binde dem.
Jon Lund peger også på en udvikling over det sidste år, hvor mere end hver fjerde af Jyske Banks netbank-brugere havde besøgt andre bankers hjemmesider i september – 50 procent flere end året før.
– Måske tænker brugerne: “gad vide hvad de skriver ovre hos Danske Bank eller Nordea” når de har set et Jyske Bank-indslag. Måske er der helt andre grunde til deres stigende “strejf-surferi”, siger Jon Lund og fortsætter:
– Under alle omstændigheder tror jeg, Jyske Banks tv-station kommer banken til gode i den situation. Ingen af de andre banker har jo en medie-flade, der når Jyske Bank til sokkeholderne, siger han.
Jon Lund mener, at net-tv à la Jyske Banks er vejen frem:
– I en tid hvor nettet bliver bedre og bedre, duer det ikke at forsøge at “eje kunderne” ved at binde og begrænse dem. Giv dem frihed og noget godt med på vejen, og langt de fleste vil komme tilbage. Nu med en loyalitet der er “fortjent” og mere levedygtig end den, der bare skyldes traditioner og “sådan plejer vi at gøre”.
”Corporate TV as new market communication strategy” er den 13. i rækken af Digital view-analyser, og den kan downloades
her.