Det hører formentlig til sjældenhederne, at en bank re-designer sin hjemmeside med det erklærede formål at blive mere personlig, mere hyggelig og mere nærværende.

Det var ikke desto mindre, hvad internetbanken PenSam Bank gjorde sidste sommer, og resultatet er ifølge en analyse fra Paso Research ikke til at tage fejl af: banken tiltrækker i dag flere og flere kunder, kundetilfredsheden stiger, og markant flere end tidligere siger, at de vil overveje at skifte til PenSam Bank.

Banken henvender sig primært til de mange danskere, der holder hjulene i gang i kommuner og regioner med fx at passe børn, pleje patienter på hospitaler og plejehjem, hjælpe ældre og handicappede, gøre rent og lave mad på offentlige institutioner. Og det kræver en særlig kommunikation, forklarer PenSams marketingchef Claus Bruun:

– 85 procent af kunderne i PenSam – og dermed potentielle kunder i PenSam Bank – er kvinder uden uddannelse. Vi ved, at mange af disse mennesker typisk ikke er specielt trygge ved banker og måske heller ikke så trygge ved internettet, så hvis vi skulle lave en bank til dem, skulle den netop være hyggelig, personlig, nærværende og nem at bruge – og ikke hverken ”blå” eller ”café-smart”, siger han.

I det nye design – som Valtech står bag – er der derfor arbejdet meget bevidst med at skabe en brugerflade, der på alle parametre taler til kunderne på en enkelt og letforståelig facon, og som signalerer tryghed, hygge og personlig kommunikation.

Og ifølge de målinger af brugeroplevelsen, som analysehuset Paso Research har gennemført for PenSam Bank, er der ingen tvivl om, at det nye design er en klar forbedring på langt de fleste parametre.

Eksempelvis er der markant flere, der vil overveje at skifte til PenSam Bank efter det nye design: 47 procent mod 29 procent ved det gamle design. Desuden ses en forbedring på både brugervenlighed og navigation, design, kvalitet, troværdighed og inspiration – samt på den samlede brugeroplevelse.

Analysehuset Paso Research, der har specialiseret sig i at teste, måle og analysere websites for brugervenlighed og kundeoplevelse står bag før- og efter-analyserne for PenSam Bank.