Danskerne bruger internettet som aldrig før. Men stik imod den almindelige opfattelse bruger voksne danskere ikke nettet til underholdning. Ny undersøgelse fra Telia Stofa viser, at danskerne derimod bruger nettet til at gå i banken, sende post, finde vej og holde sig ajour med nyheder. Blandt brugerne bliver der desuden markant flere kvinder og ældre.
Telia Stofas dugfriske undersøgelse viser, at danskerne er blevet et ægte netfolk – og et modent, feminint og seriøst et af slagsen. Undersøgelsen, der er gennemført for fjerde år i træk, viser, at hele 27% af StofaNet bredbåndskunderne hos Telia Stofa i dag er over 50 år – mod kun 11% i 2000. 5% af Stofas bredbåndskunder har nu passeret de 65 år. Også andelen af kvindelige bredbåndsbrugere er kraftigt stigende. Hele 26% af respondenterne i undersøgelsen er kvinder, mere end dobbelt så mange som for tre år siden (11%).
Og det er tilsyneladende dybt seriøse ting, de voksne netbrugere foretager sig. E-mail korrespondance (96% af respondenterne), bankforretninger (74%), læsning af nyheder (62%) og planlægning af ruter (41%) er blandt de foretrukne aktiviteter, mens dyre forlystelser som indkøb og underholdning (spil, musik, film m.v.) scorer meget lavere (mellem 2 og 27%). Det kunne tyde på, at danskerne er fornuftige og prisbevidste – også i cyberspace. pia