I sidste måned blev reglerne strammet for landets syv største banker, så de bedre kan modstå en finansiel krise. Men de danske banker er fortsat dårligt polstret mod økonomisk nedtur. Det vurderer direktør i Nationalbanken, Per Callesen, ifølge Information.

–Bankerne kører relativt tæt på kanten, og det vil de blive ved med, siger Per Callesen til Information.

Regeringen og alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten blev enige om, hvilke krav bankerne for fremtiden skal leve op til. Der blev ikke tale om, at staten spænder et sikkerhedsnet ud under bankerne som ved tidligere bankpakker. Derimod var det krav, om at de store banker, der går under betegnelsen sifi, systemisk vigtige banker, skal have flere penge på kistebunden.

/ritzau/