Tre banker har overtaget styringen af det selskab, som blandt andet står for Telenors og Telias telenet i Danmark.
Det svenske Relacom, som bygger, installerer og vedligeholder fastnet, mobilnet og virksomhedsnet, kunne ikke betale en gæld på hen ved tre milliarder kroner, og derfor har Nordea, DnB Nor og HSH Norbank overtaget selskabet og dermed også de omkring 1.200 ansatte i Danmark.
Relacom har på verdensplan 11.000 medarbejdere i 19 lande. Omkring 6.000 stillinger er forsvundet de seneste år.
Relacom ejes af Altor, som gennem længere tid har forhandlet med bankerne. Relacom blev hårdt ramt, da finanskrisen satte en effektiv stopper for investeringer i telenet og -udstyr.
Nordea bliver den største aktionær med 48 procent, norske DnB Nor med 31 procent og HSH Nordbank med 21 procent, skriver Dagens Næringsliv. Bankerne ser sig dog ikke som varige ejere af Relacom, hvis nye strategi bliver at satse på de nordiske lande og Polen. Her ligger 70 procent af omsætningen nemlig.