Efter udtalt mistanke om manipulation med den danske Cibor-rente er et nyt tilsyn med de seks danske banker, der hver dag indberetter deres bud på renteniveauet, nu på plads.

Det skriver Jyllands-Posten.

Der har ikke tidligere været tilsyn med renten, som blandt andet bestemmer boliglån for milliarder af kroner.

Flere investorer og finansielle aktører udtrykte i sommeren 2012 bekymring for, at renten kunne være blevet manipuleret, fordi renten i perioder særligt i 2009 og 2010 forekom unaturligt høj. Finanstilsynet er nu i gang med at granske bankernes nytilpassede arbejdsgange for at sikre, at renten fremadrettet bliver stillet på betryggende vis.

Det skal sikres, at renteniveauet ikke bliver påvirket af hverken den enkeltes lønmæssige incitament eller bankens samlede gevinst af eksempelvis en højere rente. Dertil kommer omfattende krav til dokumentation af de overvejelser, der ligger til grund for indberetningen.

/ritzau/Jyllands-Posten