Ikke så overraskende er kundetilfredsheden med bankerne faldet gennem kriseårene, men de sidste to år er stemningen blandt privatkunder vendt.

Handelsbanken er igen den bank med mest tilfredse kunder snært efterfulgt af Arbejdernes Landsbank og Spar Nord, mens Danske Bank fortsat ligger i bunden, viser EPSI-målingen for 2015.

Blandt de store banker oplever Nordea, Jyske Bank og Sydbank stadig faldende kundetilfredshed, og kigger man på den mest utilfredse kundegruppe – gældende for alle banker – er det de 30-44 årige.

I en verden med digitale muligheder og færre og færre filialer, er det værd at notere, at kunderne ikke længere oplever de teknologiske landvindinger som specielle gevinster. Mobile Pay, Swipp og netbank generelt er ikke et værdifuld og differentierende parameter. De tjenester betragtes som naturlige og selvfølgelige.

Derimod er den personlige betjening helt afgørende, viser EPSI-målingen, der er foretaget som interviews af 4.000 tilfældigt udvalgte danskere. Derfor bør bankerne tage kundeklager særdeles alvorligt. Her er Nordea, Nykredit Bank og Danske Bank ”negative topscorere”, mens Spar Nord er suverænt banken med færreste klager.

Læs hele undersøgelsen her.