Aarhus Lokalbank købte umiddelbart før årsskiftet tre insolvente investeringsselskaber fra otte af bankens egne chefer med adm. direktør Per Hermansen i spidsen. Flere juridiske eksperter, heriblandt professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet, stiller sig tvivlende over for lovligheden af bankens ageren, skriver dagbladet Børsen.
Aarhus Lokalbank betalte de otte bankchefer 1,3 mio. kr. for de tre selskaber, som tilsammen havde en negativ egenkapital på mere end 10 mio. kr. og som i alt skyldte banken over 17 mio. kr.
Dermed sikrede Per Hermansen og syv af hans chefkolleger i Aarhus Lokalbank sig en uventet formuegevinst på adskillige mio. kr. ”Det er meget, meget svært at få øje på det forretningsmæssige sigte for Aarhus Lokalbank i det her, og derfor bør sagen kulegraves,” siger Lars Bo Langsted.
Børsen side 32-33.