Adserving International, der sælger annoncesystemer til håndtering af online annoncer og anden digital markedsføring, drejer nøglen om.
Selskabet, der indtil fredag var noteret på vækstbørsen First North, blev erklæret konkurs fredag eftermiddag efter at være havnet i så økonomisk uføre, at selskabet den 12. januar fik afslag på yderligere finansiel nødhjælp af sine kreditorer.
Ifølge advokat Søren C. Volder, der er udnævnt til bobestyrer, får konkursen ikke umiddelbart ubehagelige konsekvenser for Adservings kunder.
– Selskabets annoncesystem er live, og det vil det fortsætte med at være, siger han.
Annoncesystemet, der via cookies kan kontrollere, hvilke hjemmesider en internetbruger besøger, er selskabets kerneprodukt. Det kontrollerer, om en bannerreklame skal vises eller skiftes ud, hvis en bruger allerede har klikket på banner-reklamen på en tidligere besøgt hjemmeside.
Der er sandsynligvis allerede fundet en køber af systemet, fortæller Søren C. Volder.
– Der er 99 procents chance for, at vi senere på dagen kan annoncere en køber, siger han.
Han ønsker ikke at fortælle, hvem det drejer sig om. Heller ikke, om der er sammenfald i personkredsen mellem den nye og gamle ejerkreds.
Konkursen koster de fleste medarbejdere i Adserving jobbet, men en ”lille håndfuld” forventes at forsætte i det nye selskab, fortæller Søren C. Volder.